Ikke May, Hollande, Merkel eller Løkke - Trump valgte først at mødes med kontroversiel brite

16x9
Lørdag var lederen af det britiske EU-skeptiske parti, UKIP, taget til Trump Tower for at besøge USA's kommende præsident. Foto: EDUARDO MUNOZ / Scanpix Denmark

EU-skeptikeren Nigel Farage har som den første britiske politiker mødt USA's kommende præsident, Donald Trump, oven på valgsejren.

- Vi er bare turister, råbte en storsmilende Nigel Farage, da han lørdag blev spottet i forhallen til Donald Trumps famøse skyskraber 'Trump Tower' i New York. 

Blot fire dage efter, at Donald Trump - til meningsmålingernes overraskelse - blev valgt som USA's kommende præsident, er lederen af det højrepopulistiske parti UK Independence Party (UKIP), Nigel Farage, rejst til USA for at lykkeønske sin amerikanske kollega. 

Han er dermed den første britiske politiker, som har besøgt USA's kommende præsident.

Den 52-årige EU-skeptiker har postet et billede på Facebook, hvor han stolt står side om side med milliardæren, som han kalder for 'en tæt allieret'. Donald Trump selv krediterer med en opadvendt tommelfinger.  

- Det var en stor ære at møde med Donald Trump. Han var afslappet og fuld af gode idéer. Jeg er sikker på, at han bliver en god præsident, skriver Nigel Farage i Facebook-opslaget og fortsætter: 

- Hans støtte til samarbejdet mellem Storbritannien og USA er meget stærk. Dette er en mand, vi kan forhandle med. 

It was a great honour to spend time with Donald Trump today. He was relaxed, and full of good ideas. I'm confident he...

Posted by Nigel Farage on Saturday, November 12, 2016

Støtter op om Brexit

Mødet vil ifølge nyhedsbureauet AFP blive set som ydmygende for Storbritanniens premierminister, Theresa May, som endnu ikke har mødt Donald Trump.Den britiske regering afviser doh forlydender om, at Farage skal agere mellemled mellem den britiske og amerikanske regering.

Under sin valgkamp har Donald Trump understreget, at han støtter briternes udmelding af EU, som han tidligere har kaldt for 'en stor sejr'.

I juni rejste han til Skotland for at tilkendegive sit ønske om et tættere samarbejde med Storbritannien.

- Man ser det alle steder i Europa og i mange andre tilfælde, hvor folk ønsker at få deres landegrænser igen, sagde han dengang om Storbritanniens udmeldelse af EU.

- Jeg tror virkelig, at folk ser en parallel. Mange mennesker taler om det. Ikke kun i Storbritannien, men i andre lande. Folk vil have deres land tilbage. De ønsker større selvstændighed, sagde han.  

Trump bekræfter mødet

Hvad mødet mellem Nigel Farage og Donald Trump helt nøjagtigt handlede om, er dog uvist. De to talte sammen i over en time, fremgår det af en pressemeddelese på UKIP's hjemmeside. 

Donald Trumps kampagneleder, Kellyanne Conway, bekræfter over for amerikanske CNN, at de to ledere mødtes i 'Trump Tower'. 

- Jeg tror, at de nyder hinandens selskab, og de havde faktisk en chance for at tale om frihed og sejre, og hvad det hele betyder for verden, siger hun til CNN. 

Efter Brexit meddelte Nigel Farage, at han træder tilbage som formand for uafhængighedspartiet UKIP, som i øjeblikket er i fuld gang med at finde en ny leder for partiet. 

Nigel Farage fortsætter dog som medlem af Europa-Parlamentet, hvor han er et af de mest prominente medlemmer af den EU-kritiske fløj.