Peter Brixtofte død: En bykonges storhed og fald

Politiker og tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte døde tirsdag den 8. november, 66 år gammel.

Peter Brixtofte tilhørte en lille klub.

På lige fod med personligheder som Stein Bagger beundredes han for sin kreativitet og usædvanlige resultater. Samtidig var han allermest kendt for sin kriminalitet.

Den 66-årige politiker kædes i den grad sammen med den nordsjællandske by Farum.

En by og en boldklub, han stod i spidsen for i mange år, og hvor han tirsdag eftermiddag blev fundet død i sin lejlighed af en af sine døtre.

Fra ung politiker til skatteminister  

Peter Brixtofte var en markant venstrepolitiker, der tilbragte mange år med både landspolitik og kommunalpolitik. 

Han blev valgt ind i Folketinget for Venstre ved jordskredsvalget i 1973.

Han var en politisk begavelse, som desværre af mange grunde, der i blandt spiritus, ikke fik den politiske karriere, han ville have haft glæde af.

Flemming Østergaard

Han var bare 23 år gammel og havde netop færdiggjort sin universitetsuddannelse som cand.polit, men for ham var det ikke et øjeblik for tidligt.

Han blev valgt til Folketinget af tre omgange, og i 1992 blev han tildelt posten som skatteminister under Poul Schlüters sidste regering. 

- Han var en politisk begavelse, som desværre af mange grunde, der i blandt spiritus, ikke fik den politiske karriere, han ville have haft glæde af. Og som jeg tror, Danmark kunne have haft glæde af, siger Flemming Østergaard, Peter Brixtoftes ven gennem mange år. 

Landspolitikeren der endte som borgmester

Peter Brixtofte var som udgangspunkt kun interesseret i landspolitik, men da han pludselig ikke blev genvalgt, var han tvunget til at søge andre veje.

Han var fast besluttet på at fortsætte i politik og stillede op til valg til kommunalbestyrelsen i Farum kommune.

Syv år efter, i 1985, kunne han hænge borgmesterkæden om halsen. 

Analyse: Peter Brixtofte var bykonge i Farum

Drømte om andet end politik

Selvom Peter Brixtofte sad mange år i Folketinget og som borgmester, var drengedrømmen en anden

Det helt store ungdomsidol var fodboldspilleren Harald Nielsen, og målet var at gå i hans fodspor.  

Den drøm satte en rygskade en stopper for, men Peter Brixtofte slap aldrig fodbolden helt. 

Han var i mange år formand for Farum Boldklub, der i dag er kendt som F. C. Nordsjælland, og som borgmester arbejdede han blandt andet for bedre forhold for sporten. 

- Peter kontaktede mig et hav af gange omkring hans stadionbyggeri og fodboldklubben generelt. Så vi havde meget kontakt i mange år, siger Flemming Østergaard, tidligere formand for bestyrelsen i Parken. 

Borgmester på godt og ondt

Peter Brixtofte blev som borgmester i Farum gang på gang fremhævet for udsædvanlige og succesfulde projekter.

Han blev kendt for meget vellykkede integrationsprojekter, og for at skabe usædvanlige gode forhold for studerende og ældre i kommunen.

Han var visionær og forud for sin tid. En omsorgsfuld og effektiv borgmester, der fik tingene til at ske.

Ole Bondo Christensen, borgmester i Furesø kommune

Alle skolebørn fik computer, kommunens ældre blev inviteret på rejser for skatteborgernes penge, og som den første kommune i landet indførte Farum pasningsgaranti.

- Han var visionær og forud for sin tid. Der er rigtig mange, der kan se, hvad han har gjort for kommunen. Mange borgere har haft indtrykket af en borgmester, der gerne ville tage sig af deres problemer. En omsorgsfuld og effektiv borgmester, der fik tingene til at ske, siger socialdemokraten Ole Bondo Christensen, der har været borgmester i Furesø kommune (tidligere Farum kommune) siden 2010. 

Fra borgmesterkontor til fængselscelle

Glansbilledet af den Nordsjællandske mønster-kommune og ikke mindst manden i front led et kæmpe knæk i 2002. 

Her afslørede en gruppe journalister Peter Brixtoftes forbrug af ekstraordinær god mad og særdeles dyre vine på skatteborgernes regning. 

Samtidig blev borgmesterens noget kreative sponsorater optrævlet.

Retsopgøret og det efterfølgende fængselsophold tog hårdt på ham og førte til et omfattende alkoholmisbrug, som han kæmpede med i flere år.

Peter Brixtoftes døtre i pressemeddelelse

Peter Brixtofte lod Farum Kommune betale overpris for blandt andet pensionistrejser og byggeopgaver, for så at bruge de ekstra penge på sponsorstøtte til blandt andet Farum Boldklub. 

Det kostede ham i sidste ende borgmesterposten og en dom på to års fængsel for mandatsvig. 

En dom han aldrig accepterede at være kendt skyldig i.

- Man kan ikke i dette land blive dømt for noget, man ikke har gjort, sagde Brixtofte, da han kom ud fra retssalen.

Fængslende forfatter

Peter Brixtofte indså først, hvad dommen betød, dagen før han skulle melde sig i Horserød Statsfængsel. Et ophold, der kostede ham dyrt både fysisk og psykisk. 

I sin tid bag tremmer tabte han 20 kilo. 

- Retsopgøret om Peter Brixtoftes tid som borgmester i Farum og det efterfølgende fængselsophold tog hårdt på ham og førte til et omfattende alkoholmisbrug, som han kæmpede med i flere år, skriver hans tre døtre i forbindelse med hans død.

For at holde humøret oppe under sin tid i fængslet brugte Peter Brixtofte tiden på at skrive en bog om det fængsel, der var hans hjem.

Fik aldrig rejst sig efter sit fald

Efter tiden bag tremmer rejste den tidligere politiker sig aldrig helt igen.

Alkoholproblemerne eskalerede, og han forsøgte af flere omgange at vende tilbage til politik, men uden held. 

- Han var en optimistisk person. Måske for optimistisk. Mange ting gik desværre skævt for Peter. Han blev ramt af janteloven og oplevede, at venner vendte ham ryggen.  Vi var aldrig nære venner, men jeg stillede op, når der var brug for det. Eksempelvis da vi måtte sende ham til USA på afvænning, siger Flemming Østergaard.

Datteren fandt ham død

Tirsdag eftermiddag trådte en af Peter Brixtoftes døtre ind i hans lejlighed i Farum, og her fandt hun sin 66-årige far død.

Peter Brixtofte efterlader sig i alt tre døtre, syv børnebørn, en mor på 95 og en kæreste. 

Hele familien er dybt tynget af sorg, skriver døtrene i en pressemeddelse.

Hans bisættelse er endnu ikke planlagt.