Så mange penge har DF foreløbigt betalt tilbage til EU

16x9
DF's Morten Messerschmidt. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Dansk Folkeparti kan komme til i alt at have betalt over 2,2 millioner støttekroner tilbage til EU.

Dansk Folkeparti planlægger at betale op mod 300.000 støttekroner yderligere tilbage til EU-Parlamentet. Det fortæller DF-gruppens formand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, til TV 2.

Han er ved at gennemgå sager om EU-støtte, som DF har fået gennem Meld - en europæisk alliance af EU-kritiske partier. EU's antisvindelenhed, OLAF, gransker sagen.

DF har i forvejen i tre omgange betalt EU-støtte tilbage:

120.700 kroner for skonnert

DF betalte i november sidste år 120.700 kroner tilbage. Pengene var gået til en sejltur i 2013, hvor DF i forbindelse med kommunalvalget drog på en skonnerttur rundt til 16 danske havne.

EU-Parlamentets generalsekretær kritiserede, at turen ikke var støtteberettiget, da den ikke levede op til EU's regler om, at midlerne ikke må bruges på at promovere nationale partier eller til at føre valgkamp for.

1,6 millioner kroner for kampagner

I juni 2016 tilbagebetalte DF 1,6 millioner kroner, som ifølge EU-Parlamentets præsidium blev brugt på politiske kampagner i strid med reglerne.

Præsidiet krævede i alt 2,9 millioner tilbagebetalt til EU.

De sidste 1,3 millioner kroner gik til et gyldent håndtryk til en medarbejder. Dem har DF afvist at betale, da pengene ifølge partiet er blevet administreret af Meld.

200.000 kroner for sommergruppemøder

DF-formand Kristian Thulesen Dahl meddelte 17. oktober, at DF tilbagebetaler cirka 200.000 kroner i EU-støttemidler. Han går dog ud fra, at de har været udbetalt efter reglerne.

Ifølge DR og Ekstra Bladet er de 200.000 kroner brugt på to EU-konferencer. Men alle deltagerne var politikere eller DF-ansatte, og konferencerne er afholdt samtidig med DF's sommergruppemøder på de samme hoteller.