”Kvinder i paneldebat? Hvor gammeldags, dogmatisk, mandefjendsk og heteronormativt!”

16x9
Uanset hvad man synes om vores beslutning omkring paneldebatter, er det tydeligt, at det har sat noget i gang i folk, og det glæder mig. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Det har væltet ind med kommentarer efter beslutningen om, at vi folketingsmedlemmer i Alternativet ikke ønsker at deltage i paneldebatter uden kvinder

Da vi i Alternativets folketingsgruppe i onsdags besluttede, at vi fremover kun vil deltage i paneldebatter med mindst én kvinde i panelet, havde vi ikke i vores vildeste ligestillings-fantasi forestillet os, at vores beslutning ville få så meget opmærksomhed.

Det har, mildt sagt, strømmet ind med kommentarer – både positive og negative. Nogle roser os for at være nytænkende og handlekraftige, andre mener, vi er gammeldags og dogmatiske. 

Egentlig er jeg bare glad for at se, at så mange mennesker, der normalt ikke engagerer sig i ligestillingsdebatten, nu kommer på banen. Uanset hvad man synes om vores beslutning, er det tydeligt, at det har sat noget i gang i folk, og det glæder mig.

Samtidig fortjener de kritiske spørgsmål at blive besvaret. Og jeg tror faktisk slet ikke, vi alle sammen er så uenige, som det umiddelbart kan se ud. Mange af de bekymringer, folk udtrykker med deres kommentarer, er nemlig også noget, vi selv går meget op i.

For eksempel går mange kommentarer på, hvad vores beslutning betyder for andres frihed: Kan arrangører af paneldebatter nu ikke længere selv bestemme, hvem de vil invitere? Og kan Alternativets kandidater rundt i landet ikke selv bestemme, hvilke paneldebatter de vil deltage i?

Svaret til begge spørgsmål er, at selvfølgelig kan de det. For det første ligger det arrangørerne fuldstændig frit for, hvem de vil invitere. Det skal vi ikke bestemme over. Men hvis vi er inviteret til en paneldebat, hvor vi kan se, at der ikke er en eneste kvinde på deltagerlisten, vil vi som frie individer have lov til at sige, at vi kun ønsker at deltage, hvis der er mindst én kvinde i panelet. Det betyder ikke, at vi bare uden lige melder afbud – initiativet er netop for at skabe dialog og gøre arrangøren opmærksom på den skæve sammensætning af debatpanel.

For det andet er det ikke en beslutning, vi vil tage for nogen andre end os selv i folketingsgruppen, heller ikke for vores kandidater rundt i landet. Det er selvfølgelig den enkelte politikers egen beslutning, men vi håber da, at flere vil blive inspirerede, ligesom vi selv blev inspireret af den internationale kampagne, der med hashtags som #JamaisSansElles og #NeverWithoutHer opfordrer til at sikre kvinders deltagelse i paneldebatter.

En anden kritik, der kommer mange steder fra, er spørgsmålet om kompetencer: Er det ikke vigtigere, at en paneldebattør er valgt ud fra sine kompetencer, end ud fra hvilket køn vedkommende har? Jo. Lige præcis. Det er netop derfor, vi problematiserer det faktum, at 70-80 procent af de ekspertkilder, der fremtræder i medierne, er mænd. Vi tror nemlig ikke på, at så mange mænd er mere kvalificerede end deres kvindelige kollegaer. Det ville faktisk være mærkeligt, når kvinder ifølge statistikkerne er bedre uddannet end mænd.

Vi tror nærmere, at det er udtryk for vanetænkning, når arrangører ofte inviterer de samme mandlige eksperter til paneldebat, selvom der er masser af kvindelige eksperter på området (se eksempelvis Kvinfos ekspertdatabase her: http://www.kvinfo.dk/side/383/?action=1). Vi mener ikke nødvendigvis, at det er et bevidst valg fra arrangørernes side, og det er netop derfor, vi med vores beslutning ønsker at gøre opmærksom på, hvor få kvinder, der faktisk deltager i samfundsdebatten i forhold til mænd. Samtidig håber vi også, at det vil inspirere flere kvinder til selv at opsøge flere paneldebatter, så arrangørerne har lettere ved at sammensætte et mere mangfoldigt panel. 

Og for at svare på Kirsten Birgits, som altid, skarpe spørgsmål: Hvorfor sender vi ikke bare selv en af vores kvindelige politikere, hvis der ikke er nogen kvinder på deltagerlisten? Det er der tre gode grunde til. For det første er det ikke vores valg, hvilke invitationer vi får. For det andet er ingen politiker ekspert på alle områder, og vi sender selvfølgelig den, der er mest inde i sagerne. For det tredje ville det ikke løse det strukturelle problem, selv hvis vi sendte vores fire kvindelige politikere ud til samtlige paneldebatter, for der sidder stadig masser af kvindelige eksperter derude, som ikke bliver hørt.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorfor det lige er kvinder, vi fremhæver med vores beslutning: Har vi ikke også brug for flere transkønnede, pensionister, flerkulturelle, handicappede og folk på understøttelse i paneldebatterne? Jo. Det ville klæde samfundsdebatten med en mere mangfoldig repræsentation i stedet for de samme ”ni snakkende slips”, som Berlingskes debatredaktør, Anna Sophie Hermansen, så malerisk kalder det i sin blog.

Der er mange flere steder, man kan tage fat, men nu er vi startet et sted, og vi byder nye initiativer meget velkommen.