Eks-justitsministre til Pind: Du blander dig for meget i domstolenes arbejde

16x9
Justitsminister Søren Pind (V) burde være lidt mere tilbageholdende til at kommentere på verserende retssager. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix

Justitsministerens iver efter at kommentere retssager er upassende, siger to tidligere ministre. Retspolitisk formand deler kritikken.

- Hmm... Anklagemyndigheden fik ikke medhold. Nu må dommen nærstuderes og så må vi se, om den ankes.

Sådan lød ordene på Twitter fra justitsminister Søren Pind (V) tirsdag, da det kom frem, at et enigt nævningeting i Københavns Byret havde frikendt alle de fire tiltalte i retssagen om angrebet ved synagogen i København sidste år.

Og det er blot det seneste eksempel på, at politikerne er ganske ivrige for at kommentere retssager før de er afsluttet. Idet det aktuelle tilfælde er en terrorsag, skal Anklagemyndigheden og justitsministeren beslutte, om sagen skal ankes og prøves i Østre Landsret.

Jeg synes, at Søren Pind er lige lovlig frisk, når det handler om at kommentere på domme og domstolenes arbejde.

Hans Engell, tidligere justitsminister (K)

- Han er lige frisk nok 

Det er både utidigt og udtryk for en risikabel udvikling, mener de to tidligere justitsministre Hans Engell (K) og Bjørn Westh (S).

- Jeg synes, at Søren Pind er lige lovlig frisk, når det handler om at kommentere domme og domstolenes arbejde. Hver gang, der er sager med meget stor mediebevågenhed, og hvor der også er stor politisk interesse, optræder justitsministeren i rollen som kommentator på de konkrete afgørelser, siger Hans Engell til TV 2.

Engell, der var justitsminister fra 1989 til 1993 og nu er politisk kommentator hos blandt andet TV 2, kalder det en ”underminering af magtens tredeling”.

Den kritik deles af en af hans efterfølgere på posten, Bjørn Westh, der var socialdemokratisk justitsminister fra 1994 til 1996.

- Domstolenes afgørelser skal bygge på de demokratisk vedtagne love – ikke på politisk pression. Folketingsmedlemmer bør afholde sig fra at kommentere domme, der ikke er endelige. Og justitsministeren skal i allerhøjeste grad lade være. Jeg synes, den siddende af slagsen er alt for emsig med at kommentere alting, siger Bjørn Westh, der slet ikke mener, det sømmer sig for en justitsminister.

- Det er et embede, der ikke inviterer til at man hele tiden selv er i fokus, som Søren Pind er det.

Selvsikker Søren Pind

I terrorsagen fra København var byrettens frifindelse en stor begmand til Anklagemyndigheden – og dermed også til Søren Pind, der ellers var ganske sikker i sin sag, da han talte med Ritzau 3. februar – samme dag, som han havde besluttet, at der skulle rejses tiltale.

- Man kan med sikkerhed føre bevis for, at de pågældende har medvirket i Omar el-Husseins misgerninger ved at udlevere ammunition, i forhold til da han skulle bruge det ved synagogen, lød det dengang fra Søren Pind.

Når ministeren siger, at der er soleklare beviser, kan man frygte, at nævningene vil sidde og tænke, at han nok har ret. Det er dybt uheldigt

Bjørn Westh (S), tidligere justitsminister

Med den udtalelse er justitsministeren med til at lægge et politisk pres på nævningene i sagen.

- Når ministeren siger, at der er soleklare beviser, kan man frygte, at nævningene vil sidde og tænke, at han nok har ret. Det er dybt uheldigt, siger Bjørn Westh.

Hans Engell påpeger, at såvel tidligere justitsministre som retsordførerne i Folketinget ikke har været meget bedre end Søren Pind. De røde og de blå partier er nærmest lige gode om det.

- Vi så også i sagen om Gimi Levakovic, at de retspolitiske ordførere også var ved at falde over hinanden. Risikoen er, at almindelige mennesker får et forsimplet og fejlagtigt indtryk af hvad der er foregået, hvis det hele ender i et kapløb om, hvem der kan forlange de hårdeste straffe. Hvis vi begynder at erstatte retsplejeloven med meningsmålinger, så har vi et stort problem, siger Hans Engell.

Ikke journalisternes skyld

Med tiden er det kun blevet værre.

- Der er mange medier, der hele tiden skal have en mening fra nogen, siger Bjørn Westh.

Advokat, formand for Retspolitisk Forening og tidligere folketingsmedlem og formand for Folketingets retsudvalg for Venstre og senere Radikale Venstre, Bjørn Elmquist, tilslutter sig kritikken fra de to tidligere ministre.

Men han mener ikke, medierne har skylden.

- Politikerne går selv ud med deres budskaber på sociale medier som Facebook og Twitter. Journalisterne behøver ikke engang ringe først. I sagen om Levakovic oplevede jeg Søren Pind blande sig på en måde, der strider direkte mod retsplejelovens bestemmelser. Jeg var dårligt kommet tilbage på kontoret, før journalister ringede og bad om en kommentar til, at justitsministeren ville have sagen for Højesteret, husker Bjørn Elmquist.

Han mener, udviklingen er taget til siden det såkaldte systemskifte i 2001, hvor Venstre og Konservative overtog regeringsmagten med støtte fra Dansk Folkeparti. Her satte særligt støttepartiet solide fingeraftryk på retspolitikken via aftaler i forbindelse med finanslovene.

- Dengang begyndte man så småt at se politikere udtrykke misbilligelse, når domstolene ikke gjorde, som man ville have. Det er senere taget til. Justitsministeren har holdt sig tilbage i nogle år, men nu er der ingen tilbageholdenhed fra ham heller, siger Bjørn Elmquist.

DF-ordfører: Jeg synes, det er helt naturligt

TV 2 ville gerne have haft justitsminister Søren Pind til at forholde sig til kritikken, men det har han ikke ønsket. Men det vil en af retsordførerne i Folketinget gerne.

Peter Kofod Poulsen, der er retsordfører for Dansk Folkeparti, sagde tirsdag, at han bakker regeringen op, hvis Anklagemyndigheden vælger at anke sagen.

- Selvfølgelig er der en balancegang, men jeg står ved det, jeg har sagt. Jeg har bakket regeringen op i at anke sagen, men det er justitsministeren, der skal træffe den vurdering. Jeg kan bare konstatere, at jeg så en meget selvsikker anklagemyndighed gå ind. Set i den lys, at det overraskede både ministeren og anklagemyndigheden, så vil jeg bakke op om, at man kan prøve igen, hvis man vurderer, at det er relevant.

Hvad siger du til kritikken?

- Det tager jeg med ophøjet sindsro. Jeg synes, det er naturligt, at vi politikere, der beskæftiger os med retspolitik også forholder os til hvordan systemet virker. Det er ikke andeleredes, end når vi diskuterer straf på voldtægtsområdet, siger Peter Kofod Poulsen.