Revser danske medier: Har givet Nye Borgerlige for nemt spil

Direktør for Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, langede i søndagens Presseloge hårdt ud efter mediernes dækning af Nye Borgerlige.

Partiet Nye Borgerlige har den forløbne uge indtaget aviser, radio og tv-nyhederne. De har nemlig officielt ansøgt om at komme på stemmesedlen til næste folketingsvalg. Og det er en historie, som medierne har dækket ukritisk, lyder kritikken nu fra Lisbeth Knudsen, direktør for Mandag Morgen.

- Vi har fået en branding i medierne af Nye Borgerlige, som ikke har handlet om substans, men som har handlet om den ravage, de kan skabe i det politiske billede, hvis de kommer ind i Folketinget. 

Lisbeth Knudsen mener, at medierne har et stort ansvar for at fortælle, hvad nye partier står for, og hun undrer sig derfor over, at der ikke har været flere kritiske spørgsmål til partiet.

- Hvor er de spørgsmål, der tager stilling til om deres økonomiske plan hænger sammen og de dybtgående spørgsmål til, hvad de vil gøre på udlændingeområdet, spørger Lisbeth Knudsen i dagens udgave af Presselogen.  

Masser af tid til kritiske spørgsmål

Kritikken er imildertid utidig, mener Anne Mette Svane, der er chefredaktør på Politiken. 

- Jeg synes, vi er kommet langt, men jeg tror, det er for tidligt at gøre regnebrætte op. Den her uge har Nye Borgerlige for alvor været den helt store historie i dansk politik. Nu vil de for alvor blive testet på en række politiske spørgsmål. Vi er ikke ved et valg endnu, så vi har masser af lejligheder til at få stillet de rigtige spørgsmål.

- Spørgsmålene skal ikke bare komme i de kommende måneder, de skal komme nu, hvor folk begynder at tage stilling til partiet.

Lisbeth Knudsen, Mandag Morgen

Nyhedschef på TV 2 Nyhederne Jacob Kwon, giver Lisbeth Knudsen ret i dele af kritikken. 

- Jeg synes også, der har været for lidt fokus på substansen og efterprøvning af, hvad det er for en politik Nye Borgerlige vil føre, men det er alt for tidlig at fælde denne dom. 

Men den går ikke, mener Lisbeth Knudsen.

- Spørgsmålene skal ikke bare komme i de kommende måneder, de skal komme nu, hvor folk begynder at tage stilling til partiet og ser nogle meningsmålinger, der pludselig skaber stor ravage i dansk politik. 

Medierne har gjort Nye Borgerlige til en magtfaktor.

På TV 2 Nyhederne vurderer redaktionerne løbende, hvilke historier, der skal laves om Nye Borgerlige, men man kan ikke komme udenom en dækning af partiet, lyder det fra nyhedschef Jacob Kwon.

- Vi har at gøre med et parti, der allerede er en magtfaktor, som har potentiale til at komme i Folketinget og vende op og ned på, hvordan tilstanden er i Folketinget. Derfor er det også vores pligt at dække det her parti.

Men Nye Borgerlige er netop blevet en magtfaktor på grund af medierne. Det mener Erik Gahner Larsen, der er valgforsker på Syddansk Universitet. Han kritiserer blandt andet mediernes brug af meningsmålinger. 

- Vi ved, at meningsmålinger kan være med til at sætte en agenda og skabe en platform. Det handler ikke om, at man skal fortrænge partiets eksistens, men man skal erkende det faktum, at medierne bærer et betydeligt ansvar for at skabe den virkelighed, hvor Nye Borgerlige  nu er en betydelig magtfaktor i dansk politk. 

Kritikken bakkes op af Lisbeth Knudsen.

- Medierne bærer et ret stort ansvar for, at Nye Borgerlige nu har den position, de har, fordi de er blevet ført frem i mange måneder nu.  

Se eller gense ugens udgave af Presselogen på TV 2 Play