Arne Melchior er død

Den tidligere CD-politiker er død i en alder af 91 år.

Den tidligere trafikminister og medstifter af Centrum-Demokraterne Arne Melchior er død i en alder af 91 år. Det oplyser familien til Ritzau.

Den afdøde folketingspolitiker forlod i 1973 Socialdemokratiet for at danne Centrum-Demokraterne (CD) sammen med Erhard Jakobsen. 

Partiet, og dermed Arne Melchior, befandt sig i årtier i smørhullet på midten af dansk politik, hvor CD sad med i skiftende regeringer gennem 1980'erne og 90'erne. Hans største politiske sejr er de 18 kilometer asfalt mellem Sjælland og Fyn, der i dag udgør Storebæltsbroen, som Melchior var den politiske hovedarkitekt bag. 

Trods Centrum-Demokraternes politiske nedtur fortsatte Arne Melchior i dansk politik frem til 2001, da han mistede sin plads i Udenrigspolitisk Nævn.

 Familien oplyser, at begravelsen finder sted mandag 26. september på Mosaisk Vestre Begravelsesplads klokken 14.00.

TV 2 mødte senest Arne Melchior i december 2015, hvor han var taget ud for at sætte sit kryds ved folkeafstemningen om det danske EU-retsforbehold. Du kan se interviewet over artiklen.