Skæbneuge for 158.000 på kontanthjælp: Nu kommer brevet

16x9
Det skal bedre kunne betale sig at arbejde, siger Regeringen, og derfor kommer mange kontanthjælpsmodtagere til at modtagere færre penge fremover. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Landets mange kontanthjælpsmodtagere får i disse dage svar på, om der er penge til husleje, mad og tøj efter den 1. oktober.

Det er en vigtig besked, som i denne uge lander i danske kontanthjælpsmodtageres postkasser. 

Modtager man kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, kommer der nemlig svar på, hvor meget man bliver skåret, når regeringens nye kontanthjælpsloft træder i kraft den 1. oktober.

Brevene bliver sendt ud i disse dage, oplyser Kommunernes Landsforening.

Kontanthjælpsloftet

Kontanthjælpsloftet sætter en grænse for, hvor meget man samlet kan modtage i kontanthjælp, boligstøtte og særlig støtte (en ydelse til høje boligudgifter til socialt vanskeligt stillede borgere, red.). 

Kontanthjælp og børnepenge er fredet, men det går ud over boligstøtte og eventuelt særlig støtte, hvis man rammer kontanthjælpsloftet. 

Ideen er, at der skal være større gevinst ved at tage et arbejde - selv til mindsteløn.

Kontanthjælpsloftet blev vedtaget i november 2015. 

Flere danskere har allerede modtaget brevet i deres e-boks, men kommunerne har helt til torsdag med at give borgerne besked. 43.000 af disse breve er kommet ud med fejl i.

22.800 borgere bliver ramt

Brevet kommer som konsekvens af det nye kontanthjælpsloft, der blev indført af regeringen, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Kontanthjælpsloftet sætter en øvre grænse for, hvor meget en person kan få i ydelse fra det offentlige. Tikker der flere penge ind på kontoen, end den nye grænse tillader, bliver boligstøtten og den særlige støtte sat ned.

Beskæftigelsesministeriet anslår, at cirka 22.800 borgere vil få færre penge at leve for efter den 1. oktober. Ændringerne vil især ramme enlige forsørgere, viser beregninger på Borger.dk.

Har du allerede modtaget brevet fra kommunen, og har du lyst til at dele din historie, så hører TV 2 gerne fra dig. Send en mail til sosh@TV2.dk.