Regering og kommune går sammen: Nu skal Christiania 'åbnes'

Både overborgmester i København og justitsministeren understreger, at de vil understøtte de positive kræfter på Christiania.

Den seneste tids dramatiske begivenheder på Christiania – hvor christianitterne blandt andet på egen hånd har besluttet at rydde Pusher Street efter en episode hvor politifolk blev beskudt – har nu skabt en mulighed for at få gennemført positive forandringer i og omkring fristaden.

Sådan lyder konklusionen fra både justitsminister Søren Pind og Købehavns overborgmester Frank Jensen (S), der torsdag har holdt møde for at drøfte situationen på Christiania.

- Jeg er glad for at konstatere, at Københavns Kommune meget gerne vil være med til at sikre, at de nye muligheder, som er opstået, bliver brugt. Til at åbne Christiania, og til at sikre, at politiets arbejdsvilkår og borgerne i de omkringliggende områder og på Christiania selv, kan få tryghed og sikkerhed i deres færden, siger Søren Pind.

Frank Jensen fortsætter:

- Vi skal tage udgangspunkt i, at der er en åbning nu for at lave noget positivt. Og derfor vil vi også gå ind i et meget tæt samarbejde om, hvordan vi kan gøre det. Hvordan kan vi åbne op og sørge for at understøtte de positive kræfter, der nu er kommet frem på Christiania, til at gøre Christiania til et rekreativt område, som har betydning både for dem, der bor der, og for hele København.

Ikke konkret endnu

De to politikere er endnu ikke klar til at løfte sløret for hvilke konkrete initiativer, der skal sikre et mere ”åbent” Christiania, understreger Søren Pind.

- Nu er politiet i gang med at undersøge, hvad der er behov for. Når politiet er færdig med at redegøre for, hvad der er behov for, for at sikre den her udvikling, mødes vi igen. Og så vil vi være klar til overfor offentligheden at præsentere det egentlige indhold. Det vigtige her er, at vi er nødt til – hvis de positive kræfter på Christiania skal understøttes – at have et nært samarbejde mellem staten og Københavns Kommune.