Pind vil nu forbyde rygning for både indsatte og besøgende i landets fængsler

16x9
Søren Pind vil nu gøre fængslerne røgfrie indendørs. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Justitsministeren vil nu forbyde rygning for både indsatte og besøgende i landets fængsler.

Det skal være slut med, at indsatte, ansatte og besøgende i landets fængsler plages af passiv rygning.

Det mener justitsminister Søren Pind (V), der netop har sendt et lovforslag i høring, som udvider rygeforbuddet i Kriminalforsorgens institutioner til også at omfatte cellerne og besøgsrummene i fængslerne.

- Overalt i det offentlige er der indført rygeforbud, og jeg ser ingen grund til, at det samme ikke også bør gælde i fængsler og arresthuse, siger Søren Pind i en pressemeddelelse.

Ansatte skal have røgfrit arbejdsmiljø

Det er først og fremmest hensynet til de ansatte, der vægter tungt for justitsministeren.

- Passiv rygning har i mange år været en sundhedsmæssig belastning for vores ansatte i fængsler og arresthuse, og de ansatte plages af passiv rygning i en sådan grad, at Arbejdstilsynet er gået ind i sagen. De ansatte har krav på at kunne bevæge sig rundt i røgfri miljøer, mens de er på arbejde.

En undersøgelse fra Fængselsforbundet viser ifølge Justitsministeriet, at syv ud af ti fængselsbetjente er plaget af passiv rygning.

Overtræder en indsat reglerne, vil vedkommende ligesom i dag få en såkaldt disciplinærstraf i form af en advarsel, bøde eller flytning til en strafcelle. Som i dag vil det fortsat være muligt at ryge på fængslernes udearealer.