34.000 'synes godt om': Men Støjberg går ikke af som minister

16x9
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) under fremlæggelsen af en del af regeringens 2025-plan tirsdag. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Udlændinge- og integrationsministeren har ingen planer om at gå af, selv om 34.000 Facebook-brugere indirekte opfordrer hende til det.

- Hej Inger. Hvis jeg får 15.000 likes på dette opslag, vil du så trække dig fra posten som integrationsminister?

Sådan lyder et opslag på den satiriske Facebook-side Ghettomanden, der opfordrer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at finde sig noget at lave. Udformet som en chatbesked fra Facebooks beskedfunktion er den ledsaget af et svar fra hende selv, hvor hun bekræfter:

- Ved du hvad, Ghettomanden? Det er en aftale, står der – ved siden af et billede af Inger Støjberg.

- Jeg er ikke på vej ud af politik

Men det er altså ikke hende, fastslår hun i et opslag på Facebook.

Jeg må skuffe Ghettomanden og de 34.000, der har liket hans opslag. Opslaget er fake. Jeg er ikke på vej ud af poltik....

Posted by Inger Støjberg on Monday, September 5, 2016

- Jeg må skuffe Ghettomanden og de 34.000, der har liket hans opslag. Opslaget er fake. Jeg er ikke på vej ud af politik. Tværtimod har jeg skuffen fuld af nye stramninger, som jeg glæder mig til at gennemføre, skriver Inger Støjberg på Facebook.

Tidligere mandag valgte hendes særlige rådgiver Mark Thorsen også at dementere historien på Twitter – efter henvendelser fra blandt andet TV 2.

- Man burde kunne regne den ud

TV 2 har været i kontakt med bagmanden bag Facebook-siden Ghettomanden. Han erkender, at det er svært at se, at opslaget er falsk. 

- Det står jo ikke i opslaget. Men det gør der nu heller ikke, når jeg skriver en joke om lille Hassan. Burde folk ikke kunne regne sådan noget ud? En integrationsminister som går af hvis hun får femtentusinde likes, spørger Ghettomanden, der ønsker at forblive anonym.

Han varsler, at der fremover kommer endnu mere af den slags på satiresiden, som i øjeblikket har 67.719 følgere.