Så voldsomme forandringer vil Løkke lave af SU'en

Halvdelen af det beløb, studerende kan få af staten, skal fremover være som rentefrie lån, mener regeringen.

Regeringen vil lave det danske SU-system grundlæggende om.

Det nuværende system for statsstøtte til studerende er nemlig alt for generøst, og fremover skal en stor del af de penge, som studerende modtager, være i form af lån i stedet for som en offentlig ydelse, mener regeringen.

Det fremgår af regeringens udspil til en 2025-plan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag formiddag har præsenteret.

- Det danske SU-system er mere generøst end tilsvarende ordninger i andre lande, herunder i vores nordiske nabolande. Samtidig er vores SU-system under pres fra et stigende antal udlændinge, der søger den danske uddannelsesstøtte, skriver regeringen i udspillet.

- Der er derfor behov for at gøre SU-systemet mere modstandsdygtig mod pres udefra og justere SU’en og i stedet bruge nogle af de mange penge aktivt til at styrke vores uddannelser. Regeringen ønsker derfor at omlægge uddannelsesstøtten til et mere robust system, hvor SU-stipendier og rentefrit SU-lån hver udgør halvdelen af det samlede beløb, de studerende får til rådighed fra staten, lyder det i regeringsudspillet. 

Konkret betyder det, at mens studerende i dag kan modtage 5.100 kroner i SU-stipendium om måneden, vil det beløb fremover blive sænket til 4.300 kroner. Til gengæld får de studerende mulighed for at låne flere penge – og lånet vil være rentefrit i hele studietiden. Samtidig vil regeringen hæve det skattefrie beløb, som studerende kan tjene ved siden af SU’en. Regnestykket i regeringens udspil ser således ud:

Tabel fra regeringens 2025-plan
Tabel fra regeringens 2025-plan Foto: Regeringen.dk

Regeringen påpeger desuden i udspillet, at ”SU-stipendiet i dag udgør en væsentligt højere andel af den samlede støtte, end den gør i fx Norge og Sverige. Her må de studerende i højere grad låne for at dække deres leveomkostninger.” Det udsagn underbygger de med følgende tabel:

Graf fra regeringens 2025-plan
Graf fra regeringens 2025-plan Foto: Regeringen.dk

Kun SU for normeret tid

Samtidig vil regeringen forkorte den periode, hvor studerende kan modtage SU. Fremover skal der kun gives SU-stipendier i den normerede studietid - maksimalt fem år - og altså ikke i et eventuelt sjette studieår, hvis den studerende er så lang tid om at gennemføre uddannelsen. 

Regeringen lægger op til, at ændringen af SU-systemet skal have virkning for dem, der starter på en uddannelse fra sommeren 2019.

SU-forslaget er en del af regeringens samlede 2025-plan, som er blevet præsenteret tirsdag. Her foreslår regeringen - ud over SU-besparelser - at hæve danskernes pensionsalder. Det vil skaffe ekstra penge til statskassen, som regeringen blandt andet vil bruge på skattelettelser, på investeringer i bedre sundhed og ældrepleje og på at styrke den nationale sikkerhed.

Rød blok: Løftebrud og massakre

Allerede i minutterne efter at regeringens plan var blevet offentliggjort, langede en række politikere fra rød blok voldsomt ud efter ideen om ændre SU-systemet. 

Enhedslistens uddannelsesordfører, Eva Flyvholm, skriver på Twitter: 

SF kalder forslaget for ”generationstyveri”:

Socialdemokraternes Trine Bramsen mener, at der er tale om et løftebrud: