Elbæk om SU-besparelser: Start nu for pokker det ungdomsoprør

Venstre forsvarer SU-forslag med, at studerende i Sverige og Norge også må låne for at dække deres leveomkostninger.

Kritikken fra både studerende og rød blok hagler ned over regeringen, der som led i 2025-planen tirsdag har foreslået en markant ændring af det danske SU-system.

Står det til regeringen, skal en større del af SU’en fremover gives som et lån, som den studerende senere skal betale tilbage, fremfor som en direkte ydelse. Derudover ønsker regeringen også, at der fremover kun skal gives SU-stipendier i den normerede studietid, og altså ikke hvis den studerende er længere tid om at gennemføre uddannelsen.

Regeringens udspil får nu Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, til at opfordre til et nyt ungdomsoprør:

- Det er et løftebrud af dimensioner. Fordi Lars Løkke før sidste valg sagde, at det aldrig kunne komme på tale at skære i SU’en. Og nu hører vi så, at det i den grad er kommet på tale, siger Uffe Elbæk til TV 2 og fortsætter:

- I Alternativet ser vi på hele den her problematik i et meget større perspektiv. Hvad er det for nogle uddannelser, vi vil have, og hvem skal have mulighed for at gå på dem? Det er også derfor jeg siger til de unge: Se nu for pokker at få startet det ungdomsoprør. Vi venter på jer, og os gamle skal nok stå ude på sidelinjen og heppe.

Vi har aldrig brugt flere penge på SU’en, end vi gør nu. Er det så ikke fair nok at sætte bremsen i?

- Det sjove er, at det kommer som en overraskelse, at vi aldrig har haft større udgifter – eller investeringer, som jeg vil kalde det – til SU’en. Samtidig med at man har sagt, at der skal være endnu flere, som tager sig en uddannelse. Det hænger jo sammen. Hvis man vil løfte uddannelsesniveauet, stiger SU-udgifterne. Det kan da ikke komme bag på nogen, siger Uffe Elbæk.

Se nu for pokker at få startet det ungdomsoprør. Vi venter på jer, og os gamle skal nok stå ude på sidelinjen og heppe

Uffe Elbæk, Alternativets politiske leder

Studerende: En forfærdelig nyhed

Regeringen lægger op til, at ændringen af SU-systemet skal have virkning for dem, der starter på en uddannelse fra sommeren 2019. For fremtidige studerende skal SU-lån udgøre halvdelen af det samlede beløb, som de kan få til rådighed fra staten. Det betyder, at mens de studerende i dag kan modtage 5.100 kroner i SU-stipendium om måneden, vil det beløb fremover blive sænket til 4.300 kroner.

Til gengæld får de studerende mulighed for at låne flere penge – og lånet vil være rentefrit i hele studietiden. Samtidig vil regeringen hæve det skattefrie beløb, som studerende kan tjene ved siden af SU’en. Regnestykket i regeringens udspil ser således ud:

Tabel fra regeringens 2025-plan
Tabel fra regeringens 2025-plan Foto: Regeringen.dk

Yasmin Davali, formanden for Danske Studerendes Fællesråd, mener at regeringens plan – hvis den bliver til virkelighed – vil få dramatiske konsekvenser.

- Det er en forfærdelig nyhed. Det er noget, der kommer til at betyde rigtig meget for rigtig mange menneskers mulighed for at tage en uddannelse, siger hun.

Mere lån i Norge og Sverige

Dén opfattelse deler Uffe Elbæk:

 - Det, der sker, er jo for det første, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der overhovedet har råd til at få en videregående uddannelse i Danmark. Der kan ske en social skævvridning. Men det, jeg også frygter, er at de studerende bliver defensive og demotiverede.

Regeringen påpeger i udspillet, at ”SU-stipendiet udgør en væsentligt højere andel af den samlede støtte, end den gør i fx Norge og Sverige. Her må de studerende i højere grad låne for at dække deres leveomkostninger.”

Graf fra regeringens 2025-plan
Graf fra regeringens 2025-plan Foto: Regeringen.dk

Og det er også den sammenligning, som Venstres uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt påpeger i en kommentar til kritikerne på Twitter: