Messerschmidt trækker sig som formand for DF's gruppe

Morten Messerschmidt blev i sidste uge politianmeldt for identitetstyveri.

Morten Messerschmidt trækker sig som formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet. 

DF-profilens tilbagetrædelse kommer knap en uge efter, den store stemmesluger fra Europaparlamentsvalget i 2014 blev politianmeldt for identitetstyveri.

Anmeldelsen kom fra den tidligere partifælle Rikke Karlsson, som i oktober sidste år meldte sig ud af partiet og nu er løsgænger i Europa-Parlamentet.

Hendes exit fra Dansk Folkeparti kom efter, at hun ikke kunne få lov at se bilag og regnskaber fra de to omstridte fonde Meld og Feld, som Morten Messerschmidt har stået i spidsen for.

Via dokumenter fra det franske indenrigsministerium kunne Ekstra Bladet i sidste uge fortælle, at både Morten Messerschmidts partifælle Jørn Dohrmann og Rikke Karlsson, der forlod partiet sidste efterår, begge har været medlemmer af ledelsen i Meld uden at vide det.

Onsdag holder Messerschmidt fast i, at både Dohrmann og Karlsson har givet mundtligt tilsagn, men da han ikke har dokumentationen, tager han nu konsekvensen.

- Det er simpelthen ikke godt nok, og det har jeg nu besluttet at tage konsekvensen af, siger Morten Messerschmidt. 

En "formaliafejl"

Torsdag i sidste uge fortalte Rikke Karlsson og Jørn Dorhmann begge overraskede til TV2, at de ikke vidste, de sad i fondens bestyrelse.

Onsdag siger Messerschmidt til TV 2, at Meld ikke har fået en økonomisk gevinst ud af at have haft de to stående som bestyrelsesmedlemmer, ligesom han også hævder, at der ikke er noget juridisk problem.

Derfor er beslutningen om at trække sig udelukkende moralsk, siger han og kalder det en "formaliafejl".

- Tingene blev gjort i venskabelighed og i god stemning, og derfor sidder man ikke og tænker på, at folk skal skrive under på et referat. Og det er en fejl. Det må jeg se i øjnene. Det har ikke slået mig før, at det skulle være nødvendigt, men i baklogskabens lys, er det selvfølgelig en fejl, og det er mit ansvar, siger Morten Messerschmidt til TV 2.

Han afviser, det er nonchalant at betegne sagen som en teknikalitet. DF-frontfiguren i Europa siger, at årsagen til uklarheden om bestyrelsesposterne skyldes, at alle er inviteret til møderne, og at der derfor ikke er nogen klar sondring mellem, hvem der sidder i bestyrelsen, og hvem der er menige medlemmer.

- Det er en teknikalitet, men det er selvfølgelig en væsentlig teknikalitet, siger Morten Messerschmidt.

Det har også været fremme, at Rikke Karlsson har stået opført som litauer. Angiveligt for at få flere penge fra EU.

Derudover har Ekstra Bladet også skrevet, at Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, efter alt at dømme har siddet i  MELD's bestyrelse i den periode, hvor EU-penge i strid med reglerne blev brugt til at finansiere en skonnerttur rundt i Danmark i 2013.  

Begge dele afvises pure af Morten Messerschmidt.

Lang række af afsløringer

Afsløringen er den seneste i en lang række, der har omhandlet Morten Messerschmidt og Dansk Folkepartis brug af EU-støttemidler.

Sagen tog sin begyndelse, da medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlsson sidste år valgte at forlade Dansk Folkeparti i protest, fordi hun ikke kunne få indblik i en række økonomiske forhold vedrørende Meld-fonden, som Morten Messerschmidt har stået i spidsen for.

Siden da er Dansk Folkeparti blevet pålagt at tilbagebetale penge, som partiet gennem Meld har benyttet i strid med reglerne.