Søren Pind fortryder smykkeloven: - Vi havde fuldstændig overset reaktionen

Den udskældte smykkelov skulle have været udformet anderledes, siger Justitsminister Søren Pind til TV 2 NEWS.

Den omstridte smykkelov skulle have været udformet anderledes. Det erkendte Justitsminister Søren Pind i Søren Lipperts Walk and talk-show på TV 2 NEWS. Smykkeloven, der vakte debat og opsigt verden rundt, blev vedtaget af Venstre-regeringen i starten af året som et led i i alt 34 udlændingestramninger.

Men hensigten med loven blev altså ifølge Justitsministeren misforstået:

- Det, der var regeringens tanke med det, var det helt naturlige, at hvis folk kan betale selv, så skal de det, fordi det er grundkravet. Vi, for eksempel Statsministeren og jeg - for jeg kan tydeligt huske samtalen - havde fuldstændigt overset den reaktion, der ville være, siger Søren Pind og tilføjer:

- Vores grundtilgang til det her var: Har du råd til at betale, kan du selv bidrage, så skal du være med. Det kom jo mildest talt ikke sådan ud.

Ifølge Rigspolitiet er loven, der også går under det mindre mundrette navn L87, kun blevet taget i brug tre gange fordelt på i alt 10 mennesker, siden den blev vedtaget for otte måneder siden.

Gik verden rundt

Loven gik verden rundt og mødte blandt andre kritik fra skuespilleren George Clooney:

- Jeg bryder mig ikke om at tage folks ejendele for at betale for flygtningekrisen, sagde George Clooney til TV 2.

På Christiansborg blev loven også mødt af kritik fra politiske modstandere:

- Den her lov har mildest talt ikke tjent Danmark. Den har ødelagt vores omdømme, sagde de radikales Martin Lidegaard.

Men for regeringspartiet var loven ifølge Søren Pind et led i et forsøg på at stoppe flygtningestrømmen til Danmark, snarere end den var et forsøg på at ramme en populistisk tone:

- Det var jo ét af 34 forslag til stramninger på et tidspunkt, siger Søren Pind.

Han husker kravene om stramninger dengang som "barske". Derfor var det vigtigt for regeringen at vise, at den kunne agere "inden for de demokratiske rammer".

Men var den en smutter, den smykkelov?

- Jeg er da ret sikker på, at havde vi vidst, hvordan det ville udvikle sig, så havde vi gjort det på en anden måde, afslutter Justitsministeren.