Hvem siger, vi får et valg?

16x9
Måske vil Lars Løkke Rasmussen trykke på den klichéfyldte valgknap. Og måske vil han ikke. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Meget kan ske til efteråret, hvis regeringens 2025-forhandlinger bryder sammen og Liberal Alliance trækker støtten til Lars Løkke Rasmussen.

Spåkuglen er poleret på Christiansborg.

Politikere, kommentatorer og andet godtfolk har travlt med kandestøberierne, som det hedder, når der Besserwisser-agtigt spilles politisk skak. Hvordan går efterårets forhandlinger om skattelettelser, finanslov, 2025-plan og udlændingestramninger?

Lige nu er den gængse vurdering, at det afgør procenten på sænkning af topskatten. Liberal Alliance med stålsatte Anders Samuelsen i spidsen stiller allerede et ultimatum. Enten falder topskatteprocenten med fem, eller også vælter han og hans parti Lars Løkke Rasmussens regering.

På Christiansborgs gange og til partimøder rundt i landet taler Liberal Alliance om en win-win-situation: Enten får de deres vilje på topskatten eller også udløser de et folketingsvalg, hvor de scorer den mandatmæssige gevinst, som meningsmålingerne tildeler partiet.

Intet enten-eller

Men har Samuelsen og co. overhovedet tænkt på, at det ikke nødvendigvis er et ”enten eller” for Lars Løkke Rasmussen? Han har en tredje mulighed. Han behøver ikke spørge vælgerne. Hvem siger, vi får et valg? 

Lad os sætte scenen. Tirsdag 15. november efter hårde forhandlinger, der er flyttet fra Finansministeriet over i Statsministeriet med Lars Løkke Rasmussen for bordenden, præsenterer han, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Socialdemokraternes Mette Frederiksen et stort forlig.

Aftalen indebærer skattelettelser til de lavestlønnede, et velfærdsspring til fordel for børn, ældre og uuddannede samt en national sikkerhedsplan med milliarder til forsvar, politi og efterretningstjeneste. Boligejerne kan trække vejret lettet, fordi en lang overgangsordning i et nyt retfærdigt vurderingssystem ikke rammer dem på pengepungen og erhvervslivet jubler over, at PSO-afgiften på energi nu er fortid, mens miljøvenlige bilister kan glæde sig over langt lavere afgifter, så diverse grønne regnskaber stadig passer.

Ved siden af det økonomiske vækker nye stramninger på udlændingeområdet bestyrtelse i vores nabolande, fordi Danmark nu vil straksafvise asylsøgere på grænsen, der kommer under mere permanent kontrol.

Til gengæld er der ikke en bøjet femøre i skattelettelser til de højtlønnede. Topskatteprocenten bliver, hvor den er.

LA kan prikke til et formandsopgør i Venstre.
LA kan prikke til et formandsopgør i Venstre. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Det er ikke regeringen, Samulesen vil have væk. Mest statsministeren.

Peter Lautrup-Larsen, politisk analytiker, TV 2

Samuelsen svarer straks

Svaret fra Anders Samuelsen kommer straks.

Han erklærer sig parat til at vælte Lars Løkke Rasmussen. Enhedslisten smeder, mens jernet er varmt. En hasteforespørgsel annonceres til ugen efter, tirsdag den 22. november, med kun et punkt på dagsordenen: Mistillid til regeringen.

Trods det brede forlig og alle resultaterne melder Socialdemokraterne, at de må stemme for en sådan mistillid. Alternativet erklærer ligeledes efter et par dage i rundkreds, at nok lugter det hele alt for meget af Christiansborg, men naturligvis griber Uffe Elbæk muligheden for at få en mere grøn regering.

Enhedslisten begrunder mistilliden med, at det brede forlig er socialt skævt, udlændingestramningerne er konventionsstridige, der er ikke råd til skattelettelser, lavere energiafgifter går stik imod årtiers miljøpolitik og ikke mindst er løftet til velfærd alt for lidt. Så hjælper det kun en smule på kritikken, at partiet er tilfredse med, de højtlønnede ikke fik skattelettelser.

Men altså: Selv om Anders Samuelsen på samtlige punkter vil det helt modsatte af Enhedslisten, så stemmer han for mistillid til Lars Løkke Rasmussen. Det er ikke regeringen, han vil have væk. Mest statsministeren. Men forskellen er i parlamentarisk forstand den samme. Og når han stemmer sammen med rød blok, er regeringen i mindretal.

Ingen valgklokke

Nu kommer kandestøberiet: Lars Løkke Rasmussen bimler måske slet ikke med valgklokken, som alle regner med.

Han er naturligvis nødt til at gå af, men frem for ydmygende at lade sig stemme ned i folketingssalen, går han til dronningen et par dage før den planlagte debat og meddeler sin afgang. Vi får en dronningerunde på Amalienborg med partilederne ind og ud af porten for at få dannet en ny regering. Som var det efter et valg, som vi altså bare ikke har haft. Men Løkke vil stadig kunne pege på sig selv som Venstres statsministerkandidat. Og med større vægt end hvis mandaterne rent faktisk var talt op efter tryk på afstemningsknapperne i Folketinget.

Hvorfor skulle statsministeren ikke vælge det? Frem for en valgkamp, som vælgerne på forhånd vil være trætte af, og hvor han i hvert fald ved, at Anders Samuelsen konstant vil messe, at han, Lars Løkke, er det egentlige problem.

Jo mere Anders Samuelsen kalder Lars Løkke problemet, desto sværere bliver det for dem i Venstre, der er enige med ham, at få skiftet formanden.

Peter Lautrup-Larsen, politisk analytiker, TV 2

Hvem vil Samuelsen så pege på hos Margrethe? Naturligvis ikke Lars Løkke. Venstres næstformand Kristian Jensen måske. Men han siger vel nej tak med svaret: ”De må pege på Venstres formand”. Eller vil Samuelsen pege på sig selv som en slags pas. Eller?

Så længe blå blok ikke er enige om en fælles kandidat, vil der ikke kunne dannes en ny regering. Der venter en parlamentarisk krise i ugevis. Medier, kommentatorer og politiske med- og modspillere vil tordne mod Liberal Alliance. Men naturligvis vil Samuelsen stå fast på at udelukke Lars Løkke og gentage igen og igen: Venstre kan bare stille med en anden statsministerkandidat, så løser det op for krisen.

Liberal Alliance kan håbe på, at det udløser et nyt formandsopgør i Venstre. Det er trods alt kun to år siden sidst, hvor Kristian Jensen veg tilbage på målstregen. Og der kan sagtens findes Venstre-folk, der ikke synes, at personen Lars Løkke skal stå i vejen for en fortsat Venstre-regering. Men i politik er psykologien oftest, at andre partier ikke skal afgøre formandsspørgsmål. Jo mere Anders Samuelsen kalder Lars Løkke problemet, desto sværere bliver det for dem i Venstre, der er enige med ham, at få skiftet formanden.

Også Samuelsens risiko

Og så kommer vi til den egentlige pointe. Det kan godt være risikoen er størst for Løkke, men den er så sandelig også Samuelsens:

Et langvarigt, uafklaret forløb med mistillid til Løkke uden valg vil give Kristian Thulesen Dahl en undskyldning for at skifte hest. Måske vil han på et tidspunkt i dronningerunden antyde, at Mette Frederiksen (S) som statsminister er en løsning med henblik på at få gennemført den fælles aftale. Skifter han side, vil der være flertal for hende. I dag forekommer det naturligvis utænkeligt.

Også selvom Dansk Folkepartis Søren Espersen har brugt sommeren på at tale samarbejde mellem hans eget parti, Socialdemokraterne og Venstre. Pointen er, at Samuelsen ikke kan vide, hvordan Thulesen Dahl ender med at tænke. Og bliver Espersens treparti-samarbejde en realitet, så er Samuelsen politisk folkepensionist, inden topskattelettelser kommer på dagsordenen igen.

Spåkuglen lyser for længst mere mat. Dertil når vi næppe. Denne analytiker tror ikke selv på sådanne kandestøberier. Det ender såmænd nok i blåt forlig. Samuelsen får noget på topskatten. Og ellers udskriver Løkke sikkert alligevel valg, når det kører fast.

Men udelukkes kan den ikke, den tredje mulighed. Samuelsen kan vælte regeringen og Lars Løkke.

Men hvad der derefter sker, er ude af hans hænder. Også i politik er der noget, som hedder, at sætte sig mellem to stole.