Danskernes Partis nyttige idioter

16x9
Daniel Carlsen fra Danskernes Parti. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Heldigivis er 16 procent af danskerne ikke klar til at stemme på Daniel Carlsens rædselsfulde parti.

Det må have været en fed følelse. Forberedelserne, hvor man mødtes og planlagde aktionen. Råbene og skældsordene, der gjaldede gennem gaderne. Spændingen udløst, da politiet endelig trak stavene. De cirka 60 demonstranter, der i weekenden troppede op for at demonstrere mod et pressemøde, som Danskernes Parti holdt i Den sorte diamant i København, synes helt sikkert, at de har kæmpet for det gode og endda været parat til at ofre sig selv undervejs.

Det lykkedes endda af demonstranterne at smugle sig med til selve pressemødet. Der opstod lidt tumult, da hun afbrød med kampråbet "bekæmp fascisme - her og nu!"

Og udenfor måtte politiet trække stavene for at bane vej for at formanden for Danskernes Parti, Daniel Carlsen, kunne komme ind i taxaen, der kørte ham væk. Tilbage var de cirka 60 demonstranter fra den yderste venstrefløj, som kom i klammeri med politiet og som til sidst endte med at stå og råbe "I er f***ing volds-psykopater" efter betjentene på arbejde.

Alt sammen kunne vi læse om på Ekstra Bladet og TV 2 ledsaget af dramatiske fotos og videoklip af sortklædte unge i kamp med politiet.

De sortklædte sejrede

Jeg kan forestille mig, at de sortklædte selv synes, det var lidt af en succes for dem. De fik afleveret deres budskab, de fik mere presse end Daniel Carlsen og Danskernes Parti og de kom i kamp mod "voldspsykopaterne" i politiet.

Åh gud, hvor er de naive.

Hvad vi derimod ikke så billeder af, var nemlig Daniel Carlsens ansigt i taxaen, mens den kørte væk fra tumulten. Jeg gætter på, at han sad og var rigtig godt tilfreds med pressebilledet: Han sidder i næsten nystrøget skjorte og slips og fremlægger en meningsmåling, partiet selv har foretaget. Uden for er hans modstandere i kamp med politiet. Ikke svært at gætte, hvem man helt instinktivt vil holde med, når de to modsætninger sættes op mod hinanden.

Carlsens hokus pokus

Og hvad der var endnu bedre for Daniel Carlsen: Historierne om antifascisternes kampe mod politiet overskygger helt, at enhver kritisk journalist kunne pille hans elendige og indholdsløse pressemøde fra hinanden på to sekunder.

Den store nyhed var angiveligt, at 16 procent af vælgerne vil stemme på Danskernes Parti. Det stod med store typer på bannerne bagved partiets frontfigurer, og ifølge formand Daniel Carlsen gjorde nyheden ham "fuldstændig oppe og køre". Jeg må indrømme, at jeg fik lidt af et chok, da jeg så det. Kunne det virkelig være rigtigt, at 16 procent af danskerne var parate til at stemme på sådan et parti?

Danskernes Parti kalder sig selv "nationaldemokrater", og jeg synes deres politik er rædselsfuld.

Magnus Heunicke (S)

Den gode nyhed er, at det ikke er sandt.

Der er nemlig ikke nogen meningsmåling, der viser, at partiet ville få 16 procent af stemmerne ved næste folketingsvalg. I stedet havde partiet betalt for en måling, hvor Daniel Carlsen og co. selv havde udvalgt tre mærkesager (om børnefamilier, EU og muslimer). Det er da vist en rimelig kreativ måde at spørge vælgerne på. Angiveligt svarede kun 3,4 procent ja til at de ville stemme på et parti med disse mærkesager, mens 12,6 procent svarede måske. Og hokus pokus, det blev til at 16 procent bakker op om Danskernes Parti. Altså ifølge Daniel Carlsen.

Rødder i Hitlers parti

Det virkede som om, de fire fremmødte journalister ikke vidste, om de overhovedet skulle tage partiet seriøst. Efter sølle ni minutter sluttede pressemødet da også, da der ikke var flere spørgsmål.

Optakten til pressemødet kunne ellers ikke være bedre: En Facebook-video blev overfortolket af BT og Berlingske, der ville være først med nyheden om, at Danskernes Parti var blevet opstillingsberettigede. Det er partiet så langt fra, og aviserne har da også beklaget, at de ikke havde tjekket med Social- og Indenrigsministeriet før de bragte historien.

Og hvem er de så? Formand Daniel Carlsen var tidligere et fremtrædende medlem af DNSB, som er det danske nazistparti med direkte rødder i Hitlers NSDAP, som regerede Tyskland frem til 1945. Daniel Carlsen har tidligere poseret i tysk nazi-uniform foran et hagekors. Danskernes Parti kalder sig selv "nationaldemokrater", og jeg synes deres politik er rædselsfuld.

Alle historier skal ud

Jeg tror ikke et sekund på, at danskerne vil stemme på et parti, der udspringer af nazismen, og hvor partiformanden seriøst mener, at en lang liste med danskere skal smides ud af landet. Carlsen har bekræftet, at det blandt andet gælder den prisbelønnede vært på TV 2 Nyhederne Divya Das (født i Hørsholm men med indiske rødder) og den tidligere vært på Aftenshowet, Abdel Aziz Mahmoud (som aldrig har været i Palæstina i hele sit liv).

Alle de historier skal fortælles om Danskernes Parti. Deres politik skal pilles fra hinanden, deres nazistiske bånd skal blotlægges, deres ynkelige selvpromovering og tvivlsomme pressemøder skal gennemhulles.

Magnus Heunicke (S)

Alle de historier skal fortælles om Danskernes Parti. Deres politik skal pilles fra hinanden, deres nazistiske bånd skal blotlægges, deres ynkelige selvpromovering og tvivlsomme pressemøder skal gennemhulles.

Men som det skete i weekenden, agerer den yderste venstrefløj nyttige idioter for Daniel Carlsen og hans Danskernes Parti. De sortklædte antifascisters kamp mod politiet og forsøg på at storme pressemøder, er det suverænt mest tåbelige, man kan gøre.

Vi må og skal imødegå partier som Danskernes Parti, der hylder fascistiske ideologier og hvis frontfigurer har tætte bånd til nazismen. Den kamp skal foregå på demokratiets præmisser, hvor vi insisterer på, at det gode argument, læren af historien og synet på vores medmennesker gør, at vi demokratiske kræfter vil vinde den debat over de yderste fløjgardister. Men det skal aldrig ske ved afstumpet vold. Så går man Daniel Carlsens ærinde.