Støtte til Alternativet: Vi kan godt arbejde mindre - det koster ikke milliarder

Tænketanken Cevea mener ikke, at Finansministeriets økonomer har ret, når de forudser at Alternativets forslag vil sparke et kæmpe hul i statskassen.

Konklusionen fra både politiske modstandere og Finansministeriets økonomer er klar: Alternativets forslag om en 30-timers arbejdsuge er uansvarligt og vil efterlade et enormt hul i den danske statskasse.

En kritik, der preller af på Alternativet, som ikke anerkender præmisserne for Finansministeriets beregning.

Og nu melder centrum-venstre tænketanken Cevea sig i debatten med støtte til Alternativet: Finansministeriets beregninger er forsimplede, forkerte og ideologiske, lyder kritikken fra tænketankens analysechef Frank Skov.

- Vi er afvisende overfor beregningen af, at det her nødvendigvis vil koste os 130 milliarder, siger Frank Skov.

- Når jeg ser det her pressemøde (fra Alternativets sommergruppemøde, red.), synes jeg det er tankevækkende, at til trods for, at Alternativet kommer med et historisk empirisk bevis – at vi i Danmark faktisk har nedsat vores arbejdstid ganske betydeligt, samtidig med, at vi har haft en meget stor vækst – så sidder journalisterne stadig og vil have et eller andet tal fra en model regnet i Finansministeriet. En model, som beviseligt rammer skævt på alt og har gjort det de sidste år. Og det fortæller i høj grad, at der, som Alternativet siger, er en rammesætning af dansk politik, som er fastsat af neoklassiske økonomer. Men der er forskellige økonomiske skoler, og de er langt fra enige.

Økonomernes advarsler er forkerte

Siden 1900 er den ugentlige arbejdstid - aftalt i overenskomster - blevet sænket markant. I 1900 var den overenskomstfastsatte arbejdstid i jernindustrien 60 timer. Siden 1990 har den ugentlige arbejdstid været 37 timer, og her foreslår Alternativet altså, at vi over de kommende ti år går et skridt længere.

De her modeller er ideologiske. Sådan er det.

Frank Skov, analysechef i Cevea

Ifølge Alternativet kan den løbende vækst i produktiviteten – at man løbende kan producere mere på en enkelt arbejdstime – betyde, at danskerne ikke behøver at miste velstand på trods af at de arbejder mindre.

En tankegang, som Cevea godt kan følge.  

Så meget er den ugentlige arbejdstid faldet

Der har været en lang række overenskomstændringer i den ugentlige arbejdstid i løbet af historien. Her er et oveblik:

1900: 60 timer

1915: 56 timer

1920: 48 timer

1966: 44 timer

1976: 40 timer

1985: 39 timer

1990: 37 timer

Kilde: FAOS, Københavns Universitet

- Selv med en produktivitetstilvækst på én procent, hvilket er meget lavt historisk set, så vil vi rent faktisk godt kunne nå det (en 30-timers arbejdsuge, red.). Så vil der være nogle, som politisk vil sige, at den vækst og de penge, vil de hellere bruge på en anden måde. Men det at økonomerne siger, at det slet ikke kan lade sig gøre - at det fører landet direkte i helvede - det er simpelthen forkert, siger Frank Skov, som slet ikke mener at en kortere arbejdstid nødvendigvis vil føre til et hul i statskassen.

- Hvis jeg får lov til at gå ind i Finansministeriet og ændre på fire-fem af de elasticiteter, som de regner med, så kan jeg godt få Alternativets forslag til at gå op. Og jeg ville også kunne finde en lang række empiriske studier, som gav mig belæg for at ændre på dem.

Ifølge Frank Skov er der behov for at indse, at Finansministeriets måde at beregne økonomiske konsekvenser, ikke er en objektiv sandhed, men i stedet bunder i en bestemt ideologi.

- De her modeller er ideologiske. Sådan er det.

Cepos: Hænger på ingen måde sammen

En noget anderledes vurdering af Alternativets forslag har Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerligt-liberale tænketank Cepos.

- Det er faktisk meget simpelt: Hvis du arbejder 20 procent mindre hver eneste uge, så producerer du 20 procent mindre. Så falder skatteprovenuet, og der er det, at Finansministeriet regner sig frem til, at det koster 130 milliarder kroner, siger han.

- Jeg synes, det ville klæde Alternativet at fortælle, hvordan det her skal finansieres. Der er to muligheder: At man afskediger 250.000 offentligt ansatte. Eller man hæver skatterne med cirka 40.000 kroner per familie. Det her forslag hænger på ingen måde sammen.