Løkkes efterårsmanøvre skal få danskerne til at knokle mere

16x9
Lars Løkke Rasmussen (V) går et travlt efterår med store forhandlinger i møde. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix Denmark

ANALYSE: Optakt til et travlt reform-efterår i dansk politik. Turen er kommet til dem, der er i arbejde.

Lige nu er de fleste danskere givet mere optaget af sommerferie, vejrudsigter, badevandstemperatur og prisen på hjemmelavet flødeis end af politiske sommermeldinger. Men det kommer til at ændre sig, når politikerne tager fat på den store efterårsmanøvre om skattelettelser, økonomisk vækst og det som finansminister Claus Hjort Frederiksen allerede har døbt ”et katalog af ubehageligheder”.

Et første indblik i regeringens udspil får vi, når Venstre holder sommergruppemøde den 12. august. Også selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen nøjes med at skitsere det, han vil kalde ”udfordringen”. De konkrete forslag, 2025-plan med råderum og finanslovsudspil venter formentlig lidt endnu.

Men allerede nu står det klart, at den røde tråd i forhandlingerne – eller snarere blå tråd med tanke på regeringsflertallet – vil være at få flere arbejdstimer ud af danskerne. Det skal ske ved dels at presse dem ud af os som af en citron (det politiske ord er ”reformer”), og dels ved at lokke dem frem med skattelettelser.

Reformer har vi set en masse af. Dagpengene, efterlønnen, kontanthjælpen og førtidspensionen er alle blevet ”reformeret” på en måde, hvor den politiske succes bliver målt under overskriften ”arbejdsudbud”. Et udtryk, der dækker over, hvor meget arbejdskraft reformerne selv genererer til et arbejdsmarked, som efter økonomernes og diverse forligspartiers opfattelse mangler ”ledige hænder”. At så dem, der rammes af reformerne på pengepungen med lavere ydelser, fordi ”det skal kunne betale sig at arbejde”, har sværere ved at se de ledige jobs, de kan gå ind i – det er en anden sag.

Turen til dem i arbejde

Til efteråret kommer turen så til dem, der allerede er i arbejde. En øget økonomisk vækst skal komme fra ”hjul, der snurrer hurtigere” gennem en endnu større indsats af danskerne. Noget vil komme fra en bedre integration. Det er klart, at hvis de mange nye flygtninge får en højere beskæftigelsesfrekvens end den, der gælder for dem, som allerede har været her længere, så vil det i sig selv løse en del af ligningen. Så kommer der flere timer herfra og det bliver måske endda mindre nødvendigt med den østeuropæiske arbejdskraft, der bliver hentet udefra.

Men danskerne skal altså også selv. Et længere arbejdsliv spøger på Christiansborgs gange som en del af regeringens udspil. Allerede nu taler flere om – og finansministeren vil ikke afvise – at fremrykke det tidspunkt, hvor danskerne må finde sig i at komme senere på pension. Lige nu hedder det 68 år i 2030. Der kan hentes milliarder og jobtimer fra de ældre danskere ved at lade de 68 år gælde allerede i 2025.

I den anden ende venter sandsynligvis en SU-reform, der i forlængelse af tidligere reformer – bare tænk på ”fremdriftsreformen” med tidsfrist på hvor længe, de studerende måtte være om studier og eksamen – skal få studerende hurtigere og mere relevant ud på jobmarkedet.

Og endelig er der skattelettelserne. Naturligvis er der blandt de blå partier en ideologisk interesse i at få skattetrykket så lavt så muligt, men i efterårets sammenhæng vil blikket være rettet mod det, som politikerne kalder ”dynamisk effekt”. Det vil sige, at danskerne får lyst til at arbejde mere, fordi ”det bedre kan betale sig”. Ord, vi kommer til at høre igen og igen.

Hver fjerde tager imod

I søndags kunne TV 2 gennem en Megafon-meningsmåling sandsynliggøre, at en fjerdedel af de højtlønnede husstande ville tage godt imod et sådant tilbud. Halvdelen var mindre interesserede. Alt efter politisk temperament blev målingen set som positivt eller et skud for boven for ideen om dynamik. Men den slags beregninger bliver dagligdags kost de kommende måneder. Megafon-målingen vil blive underbudt og overbudt.

Det vil nemlig være helt afgørende for regeringen – og med den også Liberal Alliance og De Konservative, som i endnu højere grad vil have skatten ned – at få Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti med på tanken om danskernes formodede lyst til at knokle derudaf for skattelettelser.

Der er ikke råd

I øjeblikket mener det største blå parti, at der ”ikke er råd” til skattelettelser. Men hvis nu talakrobatik uden sikkerhedsnet sandsynliggør, at skattelettelser ikke mindst i toppen nærmest betaler sig selv, så er argumentet om, at pengene mangler, jo mindre relevant.

Talakrobatikken består i, at nok står statskassen umiddelbart til at miste 5 milliarder kroner i skatteindtægt, når topskatten sænkes med en tredjedel fra 15 skatteprocent til 10 procent i overensstemmelse med regeringsgrundlaget. Men det kan blive betalt helt eller delvist af de højtlønnede, som vil arbejde mere. Forventningen er, at de ender med at indbetale mere i samlet skat af hele den højere lønindtægt fra flere timer, end de sparer på sidst tjente krone fra den enkelte ekstra time. Og hvis de bare er tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt ivrige, så går regnestykket nærmest op.

Problemet er naturligvis, at det er der ingen rigtigt, der ved. Andre vil måske hævde, at skattelettelserne giver så meget ekstra på lønkontoen, at dem, der allerede knokler meget, vil foretrække og nu have råd til mere tid i hængekøjen.

Nok om det. Men tallene og forventninger til danskerne vil fyge i luften.

Står hovedrystende

På sidelinjen vil det store oppositionsparti, Socialdemokraterne, med Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen i spidsen stå hovedrystende over regeringens strategi. Partiet vil lykkeligt have glemt - eller snarere håbe på, at ingen husker - at om nogen, var det socialdemokraterne, som lancerede tankegangen om danskernes knokleri, der skulle løse alle problemer.

Dengang i 2011 – i øvrigt sammen med SF, hvis fortrængning er endnu større – skulle vi arbejde en time mere om ugen alle sammen under det mundrette slogan ”hvis du har 12 minutter om dagen, har vi løsningen”. Bevares, en del skulle i samfundets timeregnskab erstatte den første Løkke-regerings forringelser af efterløn og dagpenge, men overskydende timer – og de var mange – skulle styrke velfærden.

Det meste strandede på de radikale i det sorte tårn under Thornings regeringsdannelse og resten på fagbevægelsen, som pænt sagde nej tak til at inddrage helligdage og anden frihed i de trepartsdrøftelser, der led skibbrud med den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon for bordenden. En mand og et navn socialdemokraterne nu prøver at skrive ud af sin bevidsthed, som var det nordkoreansk historieskrivning.

Der er dog ingen grund til at drille socialdemokraterne alt for meget med fortidens tanker. Når ”fair forandring” og ”fair løsning”, og hvad det ellers hed, blev opfattet af vælgerne som alt andet end fair, er der naturligvis ingen grund til at gå tilbage til en fuser. Bare de husker, at forudsætninger og udfordringer i dansk økonomi ikke har ændret sig alverden siden dengang.

Tvungen nødvendighed

Det er også derfor, at regeringen på sin måde nu igen må prøve at få mere arbejdstid ud af danskerne. Nye partier, ny forklædning, men givet som finansministeren siger også ”ubehageligt”. Det er næppe af lyst snarere af tvungen nødvendighed.

Måske kunne det derfor friste at lytte til det parti, der i øjeblikket prøvet at tage patent på ”tidsånden”, hvad det så end er. Nemlig Alternativet, der går helt modsat med forslag om en 30 timers arbejdsuge.

Men her vil det store flertal i Folketinget nok alligevel stønne om kap med sommervarmen og tale om solstik.