Rød blok: Vi er ikke i krig med islam

16x9
- Vi er ikke i krig med nogen religion, lyder det fra blandt andet Ane Halsboe-Jørgensen, fungerende politisk ordfører fra S. Foto: Polfoto

Alle partier i rød blok er enige om, at vi ikke er i krig mod nogen religion. Borgerlige partier ønsker mere afstandtagen fra moderate muslimer.

Når der bliver begået terrorangreb mod Vesten i religionens navn, bør flere moderate danske muslimer tage tydeligere afstand. Det er hovedbudskabet fra de borgerlige partier, efter flere terrorangreb har ramt Europa på kort tid.

- Der er en rungende tavshed fra den moderate side, som jeg kunne forestille mig grunder i en frygt for at sige, at Koranen ikke har svaret på alt, siger eksempelvis Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth.

Men samme ønske er ikke i ligeså høj grad en del af rød bloks ønsker. Eksempelvis mener fungerende politisk ordfører i Enhedslisten, Finn Sørensen, at religion er en privatsag.

- Hvor mange skal der til, for at Venstre er tilfreds? For Enhedslisten er det vigtigt, at muslimer på lige fod med andre tager afstand, og at der er en god dialog. Det er mit generelle indtryk, at det gør de muslimske repræsentanter også, siger Finn Sørensen.

- Vi er ikke i krig

Rød blok er til gengæld samstemmigt enige om, at vi ikke er i krig med nogen religion.

- Men det føles sådan, når man på så kort tid kan opleve så mange angreb, der på ene eller anden måde har karakter af at ville ramme friheden og værdierne i et vestligt demokrati, siger Ane Halsboe-Jørgensen, fungerende politisk ordfører for Socialdemokraterne.

Samtlige partier i rød blok er enige om, at vi ikke er i krig med nogen religion. Hos Socialdemokraterne lyder det, at den seneste tids angreb har den fællesnævner, at gerningsmændene påberåber sig at gøre det i islams navn.

- Men det får mig ikke til at sige, at vi er i krig med islam. Vi kan ikke meningsfyldt diskutere de her angreb uden at forholde os til, at det virker meget magtpåliggende for de mennesker, der står bag – at de mener, at det er en værdikrig, hvor deres værdier udspringer fra en religion, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

- Det er også en intern kamp

Hun er til gengæld til dels enig med de borgerlige partier. I hvert fald er det vigtigt for hende, at de moderate stemmer i de muslimske miljøer råber op. Både internt og offentligt.  

- Der er en intern kamp i islam om, hvem der har ret til at definere deres religion. Der er en uheldig udvikling i den vestlige verden, hvor man på baggrund af terror ser sig vrede på islam. Der er de moderate stemmer vigtige for at vise et andet billede. Men det er endnu vigtigere, at de flere end 1 milliard muslimer tager interne kampe om hvordan man skal definere deres religion, siger Ane-Halsboe-Jørgensen.

Hun bakkes op af Enhedslisten, der er lidt mere klar i mælet.

- Vi ikke er i krig mod islam – man kan ikke være i krig mod en religion. Krig foregår mellem stater. Det er en politisk opgave, at vi ikke laver lovgivning, der gør det værre. Passer på vores retorik, så vi ikke inviterer alle muslimer til at hade os, siger Finn Sørensen.