Borgerlige: Muslimer bør tage kraftigere afstand fra radikale trosfæller

Islam har et problem, når terrorhandlinger bliver udført i religionens navn, mener Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Når der udføres terrorhandlinger i islams navn, er det hele religionen og dermed alle muslimer, der har et forklaringsproblem. Ikke blot de enkelte radikaliserede muslimer.

Sådan lyder det nu fra flere fremtrædende borgerlige politikere, der opfordrer de moderate muslimer i Danmark til at tage mere kraftigt og utvetydigt afstand fra de militante radikale muslimer.

Venstres integrationsordfører Marcus Knuth mener, at islam har et ”kæmpe problem”, fordi alle de terrorangreb, vi har set den seneste tid har rødder i en yderligtgående og islamistisk fortolkning af islam.

- Dem, der er moderate, bør gøre mere for at tage afstand. Der er en rungende tavshed fra den moderate side, som jeg kunne forestille mig grunder i en frygt for at sige, at Koranen ikke har svaret på alt, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Jeg tror, de moderate frygter, at de bliver et mål. Men jeg savner, at man siger, at man ikke skal tolke alt ud fra Koranen, ligesom vi kristne heller ikke tolker alt fra Biblen.

Khader: Volden er ved at overtage

Også den konservative integrationsordfører Naser Khader mener, at de moderate muslimer må sige fra over for deres radikaliserede trosfæller.

- De voldelige er ved at tegne islam, og det nytter ikke at kalde det fredens religion, når det i højere grad er krigens religion. Og hvis ikke de moderate skal lade de ekstreme overtage hele religionen, så er man nødt til at reagere, siger han.

Det kan konkret ske ved at de moderate muslimer tilslutter sig reformbevægelserne inden for islam, mener Naser Khader.

Hos Dansk Folkeparti anerkender partiets tidligere retsordfører og nuværende formand for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup, at det ”naturligvis ikke er alle muslimer, der begår terrorisme”.

Men, siger han:

- Terrorismen udspringer af en yderligtgående udgave af islam. Derfor er det vigtigt, at andre muslimer siger fra. Det er de for dårlige til.

- Religionen skal ikke overstige alt

Ifølge Peter Skaarup har de moderate muslimer et særligt ansvar i forhold til at tage afstand.

- Det er et mindretal, der er muslimer, og når man som de fleste er kommet hertil som indvandrere eller flygtninge, ligger der en særlig forpligtelse til at leve sig ind i de vilkår, der nu engang er her. Hvis nogen begår vanvittige handlinger, må man være fuldstændig utvetydig i sin afstandtagen til det.

Det lyder som om du måler de danske muslimer på en anden skala end andre danskere?

- Ja, og det gør jeg fordi, vi i grundloven nævner kristendommen som den religion, der har forrang. Vi har ikke religionslighed, men religionsfrihed, siger Peter Skaarup.

Marcus Knuth savner at de moderate muslimer i større omfang indretter sig efter den danske virkelighed.

- De moderate bør tage meget mere afstand fra sharia og slå fast, at de lever i et moderne vestligt samfund, hvor man hverken behøver gifte sig muslimsk, gå med slør eller nægte at spise svinekød. Religionen skal ikke overstige alt i et moderne vestligt samfund, siger han.