DF angriber Løkke: Upassende at du ønsker glædelig ramadan-afslutning

16x9
DF's Kenneth Kristensen Berth. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

Statsministerens korte Twitter-hilsen til danske muslimer er et skridt i en forkert retning, mener DF-ordfører.

USA's præsident Barack Obama har gjort det. Storbritanniens premierminister David Cameron har gjort det. Og Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen har gjort det: Ønsket glædelig Eid til muslimer, der i denne uge har fejret afslutningen på fastemåneden ramadan.

For den danske statsministers vedkomne skete det ved at poste en besked på det sociale medie Twitter onsdag:

Og dén hilsen får nu Dansk Folkepartis EU-ordfører og medlem af indfødsretsudvalget, Kenneth Kristensen Berth, til at rette en hård kritik af Lars Løkke Rasmussen.

- Det står sådan set i den danske grundlov, at den evangelisk-lutherske kirke har en særstatus i det her land. 80 procent af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken. Og jeg må sige, at jeg synes, det er mærkeligt at hive en anden gruppe frem og begynde at ønske dem tillykke med deres helligdage. Jeg synes, det er upassende og ikke noget en dansk statsminister skal, siger han.

Mange danske politikere har sendt hilsner

Lars Løkke Rasmussen er langt fra den eneste danske politiker, der via de sociale medier har sendt en hilsen til danske muslimer de seneste dage.

Socialdemokraternes integrationsordfører Dan Jørgensen skriver:

Eid mubarak til mine muslimske venner!

Posted by Dan Jørgensen on Wednesday, July 6, 2016

Enhedslistens integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen:

Eid Mubarak til alle!

Posted by Johanne Schmidt-Nielsen on Wednesday, July 6, 2016

Radikales værdiordfører Zenia Stampe:

Eid Mubarak til alle danske muslimer. Jeres viljestyrke imponerer. Jeres næstekærlighed inspirerer. Jeg håber, at I får nogle dejlige, velfortjente dage med familie og venner!

Posted by Zenia Stampe on Tuesday, July 5, 2016

Og Konservatives integrationsordfører Naser Khader:

Eid Mubarak til alle mine muslimske venner fra The Landsby Solvang Californien :-) Happy Eid day

Posted by Naser Khader on Wednesday, July 6, 2016

Små skridt i en retning

Kenneth Kristensen Berth, havde du reageret på samme måde, hvis det for eksempel havde været en jødisk helligdag, Løkke havde omtalt?

- Nej, det havde jeg ikke. Men det var heller aldrig sket. Man må bare konstatere, at det er islam, der fylder mere og mere i vores samfund. Blandt andet når statsministeren begynder at hilse glædelig ramadan-afslutning, og når Københavns Rådhusplads bliver omdannet til en mellemøstlig bazar i anledning af Eid. At den her fremmedartede religion fylder mere og mere i det danske samfund, mener jeg er forkert. Og det får bare folk, der er forbenede muslimer, til at tænke, at de kommer tættere og tættere på det mål, de ønsker: Nemlig at det er islam, der dikterer hvordan vores samfund skal indrettes. Det er små skridt i den retning.

Er det helt ærligt ikke lidt af en overreaktion? Løkke har udsendt en meget kort besked på et socialt medie og ikke foretaget sig andet.

- Han er sådan set statsminister. Og det her er ét af en lang række skridt, som tages stille og roligt fra de vestlige samfund i retning af at imødekomme islam. Tag USA som eksempel. Antallet af muslimer er beskedent i USA, men New Yorks borgmester har dekreteret, at muslimske helligdage skal være officielle helligdage i byens skoler. Og at der i Det Hvide Hus hvert år afholdes en Iftar-middag med præsidenten som vært i anledning af ramadanens afslutning. På den måde har vi pludselig i højere og højere grad fået ligestillet en fremmed religion med kristendommen. Og det, synes jeg, er forkert.