Måling: Thulesen Dahls troværdighed tager drastisk dyk

Socialdemokraternes formand tager førstepladsen i ny Megafon-måling, mens statsministeren havner på fjerdepladsen.

De danske vælgere mener ikke, at Dansk Folkepartis formand Kristian Thuelsen Dahl er nær så troværdig nu, som han var kort før valget sidste år.

Det viser en måling af partiledernes troværdighed, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken. Her kårer 38 procent af vælgerne Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen til den mest troværdige partileder – efterfulgt af Kristian Thulesen Dahl, som 31 procent af vælgerne har på sin top-tre.

I den seneste lignende måling, som Megafon foretog få dage før valget i juni i fjor, pegede hele 43 procent dog på Kristian Thulesen Dahl. På et år har han dermed formøblet opbakning fra 12 procent af vælgerkorpset.

- Det er bemærkelsesværdigt. Dansk Folkeparti er et af de partier, der er gået tilbage siden valget, hvor partiet ellers fik en massiv fremgang, siger TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.

Udlændingepolitikken har andre overtaget

Det sker endda efter et år, som i den grad har været præget af en klassisk Dansk Folkeparti-dagsorden - nemlig udlændingepolitikken.

- Alligevel har man ikke hverken i meningsmålingerne eller i denne måling kunnet profitere af det. Det hænger måske sammen med, at dagsordenen er blevet sværere at have for sig selv for Dansk Folkeparti, vurderer Anders Langballe, som henviser til, at både Socialdemokraterne og Venstre fører en udlændingepolitik, der læner sig op af Dansk Folkepartis.

Socialdemokraterne kan til gengæld fejre, at formanden indtager førstepladsen, men det er nok alligevel begrænset hvor meget, der er at fejre. Mens Helle Thorning-Schmidt fik 37 procent sidste år, har Mette Frederiksen nu 38 procent.

- Jeg tror, at mange socialdemokrater regnede med, at når Mette Frederiksen kom til, så ville hun kunne levere langt bedre end Helle Thorning-Schmidt. Det bør give stof til eftertanke hos Socialdemokraterne, siger Anders Langballe.

Løkkes troværdighedsproblem fortsætter

Også Enhedslistens Pernille Skipper har svært ved at følge med niveauet fra sidste år, men her skal det retfærdigvis siges, at partiets politiske ordfører hed Johanne Schmidt-Nielsen. Hun blev nævnt af 42 procent, mens Skipper høster opbakning fra 30 procent.

Fjerdepladsen indtages både i målingen fra 2015 og den nye måling af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Han har smidt to procent opbakning og havner nu på 26 procent. Og kigger man ned i tallene, ser det heller ikke for godt ud, når man kun ser på hvad Venstre-vælgerne svarer. Her peger kun 68 procent på, at Løkke er den mest troværdige partileder.

Kun Søren Pape Poulsen scorer lavere troværdighed – 50 procent – blandt egne vælgere.

- Løkke har fortsat et troværdighedsproblem. De seneste par år har han og Venstre brugt megen energi på at minimere problemet, men der er stadig et stykke vej endnu, kan man se på målingen, siger Anders Langballe.

Se målingen fra 2015 her: