Hjort ignorerer togfond-flertal i Folketinget: Ubegribeligt

16x9
Claus Hjort Frederiksen giver sig ikke trods flertallet i Folketinget. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix

Det lykkedes ikke at indgå en aftale om brugen af milliarderne i Togfonden. Til gengæld kan Lolland-Falster glæde sig over en ny Storstrømsbro.

Der kom ingen aftale mellem finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og partierne bag Togfonden.

Det står klart efter fredagens møde i Finansministeriet. Inden mødet havde Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten krævet, at der sættes gang i investeringer for 13,5 milliarder kroner. Penge, som partierne insisterer på kan findes i togfonden.

Men det vil finansministeren altså ikke anerkende.

- Jeg har noteret mig, at forligskredsen er blevet enige om en række forslag inden for Togfonden. En del af dem vedrører perioden efter 2020, og der må jeg bare sige, at jeg tør ikke disponere mange milliarder efter 2020, når vi ikke ved, hvordan økonomien ser ud til den tid, sagde Claus Hjort Frederiksen efter mødet og tilføjede, at "det kunne jo være, andre projekter" er mere presserende til den tid - eksempelvis motorvejsudvidelser.

Syv milliarder til den kolletive trafik

Nogle af de projekter, som partierne bag togfonden har besluttet at prioritere frem til 2020 vil dog komme med på finansloven. Her vil regeringen bruge omkring syv milliarder på den kollektive trafik, oplyste Claus Hjort Frederiksen efter mødet.

Andre projekter bliver skrottet. Der bliver eksempelvis ikke tale om at anlægge en ny bane over Vestfyn. Det vil koste seks milliarder kroner efter 2020 - og det er for usikkert ifølge Claus Hjort Frederiksens.

Ordførerne for partierne bag togfonden ryster på hovedet. Finansministeriet har "dumstædigt" sagt nej, sagde Socialdemokraternes politiske ordfører Nicolai Wammen efter mødet.

- Det er helt usædvanligt, at landets finansminister sidder et flertal i Folketinget overhørig, sagde han.

- Ubegribeligt

- I de ti år, jeg har siddet i Folketinget må jeg sige, at det er det mest barokke, jeg har oplevet. Det er ubegribeligt, lød det fra den radikale leder Morten Østergaard.

Også Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen var forundret over forløbet.

- Dette er et møde, hvor vi desværre har siddet over for en meget stædig regering, som ikke vil anerkende, at der er et politisk flertal, der er kommet med en løsning på regeringens udfordring med anlægsloftet. Derfor skal vi ud i den mærkelige situation, at et forlig, som findes, skal bekræftes endnu engang i folketingssalen, sagde han.

Sådan må det være, konstaterede finansministeren. 

- Det skal manifestere sig ved et flertal i folketingssalen, sagde han.

Finansministeren har dog accepteret at fremrykke byggeriet af en ny Storstrømsbro til 2022. Oprindeligt var planen, at den skulle stå færdig i 2024. Byggeriet af broen begynder næste år.