Fire ud af ti vil rykke Danmark tættere på EU

16x9
På trods af briternes farvel til unionen, så vil fire ud af ti danskere tættere må kernen i EU, viser ny måling. Foto: JUSTIN TALLIS / Scanpix Denmark

Mens EU-kritiske vinde blæser over store dele af Europa, peger en markant andel af danskerne på, at de ønsker, at Danmark bliver en del af EU’s kerne.

I en ny måling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2, svarer 42 procent af de adspurgte, at Danmark bør søge mod kernen af EU-lande som Tyskland og Frankrig, mens 36 procent svarer, at Danmark skal have en løsere tilknytning til EU end kernelandene. 16 procent mener, at Danmark skal forlade EU, mens 6 procent er i tvivl.

Forsker: Overraskende

- Overordnet set er det her en mere positiv EU-måling, end vi har set tidligere. Det er overraskende, siger Martin Vinæs Larsen til Politiken. Han forsker i danskernes holdning til EU på Københavns Universitet og kalder det opsigtsvækkende, at betydeligt færre danskere i dag angiver, at de ønsker at forlade EU, end tilfældet var i flere målinger inden den britiske folkeafstemning.

- Mit bud er, at folk er blevet afskrækket af de konsekvenser, man ser i Storbritannien. Der har været mange historier om økonomiske problemer og politisk kaos. Det er noget, der afskrækker vælgerne. Hvis det omvendt viser sig, at Storbritannien kommer på benene igen, og man kan se, at et exit fra EU godt kan lade sig gøre, så vil det måske skifte igen, siger Martin Vinæs Larsen til Politiken.

R: Vi skal alliere os med Tyskland

Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, kalder målingen 'et wake-up call' til de EU-positive partier.

- Der er brug for en synlig tro på, at vi allierer os tæt med vores nærmeste europæiske partnere frem for en mere lunken EU-tilgang, siger Morten Østergaard til Politiken og udpeger Tyskland som vores vigtigste partner. Omvendt advarer Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth mod at følge Tyskland og Frankrig.

- Jeg havde ikke regnet med, at det var helt så højt. Det er velkendt, at der er nogle mennesker, som mener, at Danmark skal undergå en høj grad af integration. Men jeg tror ikke, det vil være til gavn for Danmark, siger Kenneth Kristensen Berth til Politiken.