Ny måling: Danskerne ønsker ikke afstemning om EU

16x9
De fleste danskere er glade for EU-medlemskab, viser undersøgelsen Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Ifølge undersøgelsen mener 55 procent ikke, der er behov for en folkeafstemning om EU-medlemskab i Danmark 37 procent mener, Danmark også bør stemme.

55 procent af den danske befolkning mener ikke, der er behov for en folkeafstemning om det danske medlemskab af EU, mens 37 procent mener vi skal stemme om fortsat medlemskab af EU. Otteprocent svarer ved ikke

Det viser en ny Megafon-måling foretaget fredag efter det britiske nej ved folkeafstemningen om EU-medlemskab.

Undersøgelsen fredag er gennemført som en web-undersøgelse, og 1.025 respondenter har deltaget i undersøgelsen, oplyser Megafon.

Da Megafon i torsdags lavede en tilsvarende undersøgelse, mente 59 procent af danskerne ikke, der var behov for en tilsvarende folkeafstemning i Danmark, mens 33 procent gik ind for en dansk EU-folkeafstemning. 

Da Megafon i maj lavede en tilsvarende undersøgelse, mente 56 procent af den danske befolkning ikke det var en nødvendigt med en folkeafstemning i Danmark, mens 35 procent ønskede en folkeafstemning om det danske EU-medlemskab.

Megafon-undersøgelsen viser også, at i alt 57 procent af den danske befolkning mener at EU-medlemskab er godt eller meget godt for Danmark, mens i alt 23 procent mener EU-medlemskab er dårligt eller meget dårligt for Danmark.

Det er kun blandt Dansk Folkeparti (DF) og Enhedslistens (EL) vælgere, der er flertal for at ønske en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet, viser undersøgelsen.

Ifølge undersøgelsen ønsker 69 procent af DF's vælgere en dansk folkeafstemning om EU-medlemskab, mens 21 procent ikke mener, det er nødvendigt. 51 procent af EL-vælgerne ønsker en dansk folkeafsteming, mens 37 procent af EL-vælgerne ikke mener, det er nødvendigt.