Venstre-borgmester i København forsøges væltet af sine egne

16x9
Venstre er på jagt efter Pia Allerslevs afløser. Foto: Nikolai Linares / Scanpix

Venstre i hovedstaden arbejder på at køre en ny spidskandidat i stilling til næste års kommunalvalg.

Når vælgerne i København den 21. november 2017 går til stemmeurnerne for at vælge 55 nye medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation, kan det meget vel blive med et nyt navn øverst på liste V.

TV 2 kan mandag erfare, at Venstres nuværende leder på Københavns Rådhus, børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), bliver udfordret af en anden kandidat, fordi baglandet er utilfreds med hendes præstation. Der har været for meget glamour og for lidt politisk substans, lyder kritikken fra kilder i baglandet, der ønsker at være anonyme. 

I stedet pønser partiet på at køre den nuværende politiske ordfører for Venstre i Borgerrepræsentationen, Cecilia Lonning-Skovgaard, i stilling som spidskandidat. Hun nyder ifølge TV 2s kilder bred opbakning i partiet, der har i underkanten af 1.000 medlemmer i København.  

- Det er medlemmerne, der bestemmer

Spørger man formanden for Venstre i Københavns Kommune, Lars Magnus Christensen, er den sag dog langt fra afgjort endnu. Og han hverken be- eller afkræfter, at der arbejdes på at køre Cecilia Lonning-Skovgaard i stilling. 

- Vi har et opstillingsmøde den 20. september, hvor vi skal tage stilling til det. Det er vores medlemmer, der tager stilling til hvem der skal opstilles. Og der kan jo nå at komme mange kandidater, siger han til TV 2.

Ifølge TV 2s oplysninger holder bestyrelsen for Venstre i København dog et møde allerede tirsdag, hvor blandt andet spørgsmålet om spidskandidat er på dagsordenen. Det bekræfter Lars Magnus Christensen - dog uden at gå ind i hvilke kandidater, de taler om at sætte i spidsen for partiet.

- Det er rigtigt, at vi skal mødes tirsdag. Der skal vi blandt andet tale kommunalvalg. Men det har vi nu gjort i lang tid, siger han.

Pia Allerslev nåede kun seks fredage på dansegulvet med Michael Olesen, da parret medvirkede i 2011-sæsonen af 'Vild med Dans' på TV 2.
Pia Allerslev nåede kun seks fredage på dansegulvet med Michael Olesen, da parret medvirkede i 2011-sæsonen af 'Vild med Dans' på TV 2. Foto: Camilla Rønde / Scanpix

Kun overgået af Frank Jensen

I den brede offentlighed er Pia Allerslev nok mest kendt for noget helt andet end politik. Tilbage i 2011 medvirkede hun i TV 2-programmet 'Vild med Dans', hvor hun dannede par med Michael Olesen. Parret røg ud efter seks programmer.

På Københavns Rådhus har den 44-årige Pia Allerslev, der i sit civile liv er uddannet folkeskolelærer, været Venstres leder siden 2008.

Dengang overtog hun posten som kultur- og fritidsborgmester efter Martin Geertsen. Ved det seneste valg i 2013 sikrede Pia Allerslev fremgang til Venstre, og blev med 14.000 personlige stemmer kun overgået af overborgmester Frank Jensen (S). Det rakte dog ikke til at fravriste ham posten, som Socialdemokraterne har siddet tungt på siden den blev etableret i sin nuværende form i 1938.

Hverken Pia Allerslev eller Cecilia Lonning-Skovgaard har ønsket at lade sig interviewe. Pia Allerslev henviser til, at det er formanden for Venstre i København, der udtaler sig, mens Cecilia Lonning-Skovgaard afventer bestyrelsesmødet tirsdag.