Løkkes grundlovs-opsang til danskerne: I skal elske fædrelandet

Der er én lov, Løkke meget gerne vil afskaffe.

Det går faktisk ganske godt i Danmark. Og det har vi det med at glemme.

Det var hovedbudskabet fra statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, der netop har holdt sin grundlovstale i Lejre.

- Forskellen mellem rig og fattig er mindre i Danmark end i noget andet land. Hvor der andre steder er en afgrund, har vi bygget en bro mellem den personlige frihed til at følge sine drømme og et varmt fællesskab. Vi har tillid til hinanden. Småbørn bliver lagt til at sove i barnevognen udenfor. På landet lægger man rabarber og kartofler frem på et bord, og folk betaler i en lille cigarkasse, sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:

 - Det har skabt en underlig blanding af storhedsvanvid og mindreværdskompleks. Det synes jeg, vi skal komme ud over, og er der en lov, jeg har lyst til at tage på lovprogrammet i næste folketingssamling, så er det lov om afskaffelse af janteloven. Der er intet forkert i at være stolt af at være født i Danmark. Det er ikke snæversynet eller indskrænket at elske sit fædreland. For mig at se er det lidt hen ved en borgerpligt.

Ingen borgerpligt at elske regeringen

Til gengæld er det "heldigvis" ikke en borgerpligt at elske regeringen.

- Jeg forstår godt, at ikke alle er enige i regeringens politik, sagde Løkke.

Men pligten over for fædrelandet, den er der, understregede han og langede ud efter de kulturpersonligheder, der undertiden væmmes ved Danmark.

- Derfor synes jeg det er mærkeligt, at nogen skammer sig over at være dansker. Jeg forstår ikke, at ringeagten over for regeringen er så stor, at den overskygger kærligheden ved fædrelandet. Danmark er et lille land, men vi skal ikke gøre os selv mindre, end vi er. Til gengæld må vi gerne være stolte over det, vi har opnået sammen. Vi er os selv, men vi er ikke os selv nok, lød det fra Løkke.

Afstemning
Afstemning

Han brugte også lejligheden til at runde Storbritanniens kommende afstemming om landets fortsatte medlemskab af EU. En ”vigtig afstemning”, som Danmark ikke skal blande sig i – men han har selvfølgelig en holdning.

- Jeg er ikke blind for, at EU har fejl. At beslutningsprocesser kan være for langsommelige. At der reguleres for meget eller forkert. Men det gør sig jo ikke kun gældende i EU, men da også herhjemme. Og det får mig ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om Danmark hører til i EU. Det gør vi. Nu og i fremtiden. Uanset hvad briterne stemmer den 23. juni, siger han.

"Der er intet forkert i at være stolt af at være født i Danmark. Det er ikke snæversynet eller indskrænket at elske sit fædreland. For mig at se er det lidt hen ved en borgerpligt."

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Sunday, June 5, 2016