Engell: Sass vil flytte dansk udlændingepolitik meget langt

Det er vidtgående, når socialdemokraternes gruppeformand vil have loft over antallet af asylansøgere, mener politisk kommentator Hans Engell.

Står det til Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen, skal Folketinget vedtage en maksimumgrænse for antallet af asylansøgere og flygtninge, som Danmark kan tage imod.

Den melding kom han med i Politiken søndag. Og det er en vidtgående melding, mener politisk kommentator Hans Engell:

Han går meget, meget langt, når vi taler om at flytte dansk udlændingepolitik, siger Hans Engell i NEWS-magasinet Tirsdagsanalysen.

Som tidligere justitsminister mener Hans Engell, at det er tvivlsomt, om det overhovedet er muligt, at sætte loft over antallet af flygtninge:

- Det er en farlig melding, for det handler om Danmarks deltagelse i internationale konventioner. Og det kan godt være, at vi skal ned på nogle få tal, men hvilke instrumenter har man til det? spørger Hans Engell.

Politisk kommentator Peter Mogensen mener, at Socialdemokraterne bevæger sig ind på Dansk Folkepartis område:

- De bliver jo elsket ihjel hver gang, de her ting kommer. Og de kommer aldrig til at slå Thulesen Dahl, når det gælder om at matche og overmatche den slags ting, siger Mogensen.