Fogh advarer: Britisk exit fra EU vil splitte Europa

Selv om EU-modstanderne råber skræmmekampagne, når man nævner ulemperne, må ja-siden insistere, lyder det fra den tidligere statsminister.

Hvis et flertal af de britiske vælgere ved folkeafstemningen den 23. juni stemmer for at forlade EU, så kan det få store konsekvenser. Ikke bare for briterne selv og for det europæiske samarbejde, men også for danske virksomheder.

Det siger Anders Fogh Rasmussen, der både er tidligere statsminister for Venstre og tidligere NATO-generalsekretær i et interview med TV 2 Business.

- Storbritannien spiller en helt afgørende rolle for balancen i EU. Det er en stærk stemme for reformer. Økonomisk og sikkerhedspolitisk betyder landet meget, så hvis de forlader EU, vil alt det gå tabt, og man vil se et meget indadvendt Europa, siger han.

Fakta må på bordet

En del af forklaringen på, at det nu kan gå så vidt som en britisk udmeldelse af EU – det såkaldte Brexit – skal findes hos politikerne selv, påpeger Anders Fogh Rasmussen.

- Mange nationale politikere bruger EU som syndebuk hver eneste gang, der er noget, der er ubehageligt derhjemme. Så er det fordi, det er besluttet i Bruxelles. Hvis man i det daglige kritiserer EU, kan man jo ikke forvente, at folk bakker op når der er en folkeafstemning.

Og det er der brug for, at de gør. Udsigterne til et nej vil nemlig koste dyrt, fremgår det af rapporter udgivet af det britiske finansministerium. Konklusionerne i dem er ”lysende krystalklare”, mener den tidligere statsminister.

- De britiske husholdninger kommer til at miste mange penge. Det vil også betyde noget for os i Danmark, for så vil vi få sværere ved at sælge vores varer til Storbritannien. Så alt i alt vil det betyde tab for de britiske forbrugere, og for EU. Jeg ved godt, modstanderne vil sige, at det er skræmmekampagne, men det skal ikke afskrække os fra at lægge kendsgerningerne på bordet.

Tilbage til før anden verdenskrig

Anders Fogh Rasmussen tror dog, at folk stemmer med hjernen og ikke bare med hjertet. Men hvad vil der ske, hvis det alligevel ender med et britisk nej?

- Vi har hørt røster i Danmark sige, at efter et britisk nej, burde vi også have en ny folkeafstemning. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvilke andre lande, der ville følge op – men debatten vil komme i en række lande, vurderer han og fortsætter:

- Resultatet vil blive et fragmenteret Europa, hvor vi vender tilbage til fortiden. Hvis vi genskaber den nationalistiske tilgang til politik i Europa, så er vi i virkeligheden tilbage ved tiden før anden verdenskrig.