DF fejrer 100-året for dyreværnslov med nye krav: Nu skal vi have et dyrepoliti

16x9
Nu er det på tide at indføre et dyrepoliti, mener Dansk Folkeparti. Foto: Scanpix / Scanpix

Støttepartiet vil lægge pres på regeringen for at etablere et dyrepoliti – og har flere krav til dyrevelfærd på vej.

Mens miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) mandag har fejret 100 års-jubilæet for vedtagelsen af den første dyreværnslov i Danmark, bruger Dansk Folkeparti anledningen til at minde om, at landets dyr har brug for endnu bedre velfærd.

Snart behandler Folketinget et lovforslag fra regeringen, som vil skærpe straffene for dyremishandling og grov uforsvarlig behandling af dyr. Både bøde- og fængselsstraffene skal fordobles, lyder det i forslaget, der høster ros fra Dansk Folkeparti.

- Det er det helt rigtige skridt på vejen. Men vi vil gerne tage nogle større skridt, og vi arbejder benhårdt på at få indført et dyrepoliti. Der skal være kontant afregning ved kasse 1, hvis man mishandler dyr. Man skal straffes – fuldstændig som man bliver det, hvis man mishandler et barn, siger partiets dyrevelfærdsordfører Karina Due til TV 2.

Dyrepoliti vil løse mange problemer

Hvis Danmark indfører et særligt dyrepoliti, som man kender det i blandt andet Holland, Storbritannien og Norge, vil det eksempelvis afkorte sagsbehandlingstiden, fordi sagsbehandlerne ikke har andre sager.

- Der er brug for at rette op på hvordan politiet håndterer sager om vanrøgt af dyr. Og mange af de problemer vil altså løse sig selv, hvis vi får et dyrepoliti. Derfor er det det eneste rigtige, siger Karina Due og fortsætter:

- Med et dyrepoliti kan dyrene blive fjernet med det samme, hvis man ser nogen, der lever under kummerlige forhold. Det kan ikke nytte noget, at politiet siger, at man ikke har tid før om fjorten dage. Så er dyrene døde.

Hvordan vil I finansiere et særligt dyrepoliti?

- Det er et spørgsmål om at gå hårdt til regeringen til finanslovsforhandlingerne. Ressourcerne skal selvfølgelig være der. Man tager nogle opgaver fra det ordinære politi. Det giver noget af finansieringen, men det er klart, at det vil komme til at koste mere, når man laver en særskilt enhed.

Vi mener heller ikke, at nyfødte grise skal ligge med blondedyner. Selvfølgelig ikke. Men dyr er levende og følende væsener, og ikke ting.

Karina Due (DF), dyrevelfærdsordfører

Dyr skal behandles bedre - men ikke humant

Dyrepolitiet bør ifølge Dansk Folkeparti også få til opgave at tage dialogen med kommunerne i sager, hvor vanrøgten af dyr bunder i sociale problemer hos ejeren af dyrene. Men man hører ikke Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Karine Due bruge en formulering som at ”dyrene skal behandles mere humant”.

Dyr er dyr, mener hun.

- Dyr er ikke mennesker, så selvfølgelig skal vi ikke behandle dem som mennesker. Dansk Folkeparti mener heller ikke, at nyfødte grise skal ligge med blondedyner. Selvfølgelig ikke. Men dyr er levende og følende væsener, og ikke ting, siger hun med henvisning til den eksisterende lovgivning.

Her takseres et drab på en politihund nemlig som hærværk – hvilket sender et helt forkert signal, mener partiet, der har fået opbakning til to ændringsforslag til den kommende ændring af dyreværnsloven. Det skal være skærpende, hvis man angriber en hund i tjeneste – og så skal straffen op.