Se hele talen, der fik Obama til at overveje at hyre Løkke som komiker

Folk i Norden er blevet høfligere siden vikingetiden, men kæmper med at finde ud af, hvor julemanden egentlig kommer fra, lød det fra en drilsk Obama.

USA og de nordiske lande har et nært forhold, og som det gælder blandt gode venner, kan landenes politiske ledere gøre kærligt grin med hinanden. 

Det beviste både Barack Obama og Lars Løkke Rasmussen, da de nordiske ledere fredag var inviteret til statsmiddag hos det amerikanske præsidentpar efter det amerikansk-nordiske topmøde i Washington.

Middagen blev krydret af taler med både stikpiller og roser, og Obama havde blandt andet succes med at drille de nordiske gæster med deres vikingerødder.

Bedre manerer

- Vi ved alle, at vores nordiske venner er stolte over deres fælles vikingebaggrund. Men vi må se i øjnene, at vikingerne kunne være lidt grove. De havde ikke altid de bedste manerer ved spisebordet, og deres tøj var ikke altid passende. Men tiderne ændrer sig, og i aften opfører vores nordiske venner sig meget bedre, lød det blandt andet fra den amerikanske præsident, der også afslørede, at han kan skåle på dansk.

Barack Obama fik dog igen af en oplagt Løkke, der blandt andet gav den amerikanske præsident gode råd til, hvordan han skal klare den handlingslammelse, som Obama er ramt af, fordi Republikanerne blokerer for en stor del af hans politik. En følelse, Løkke kan nikke genkendende til som leder af en smal mindretalsregering, og derfor havde han også et godt råd til Obama:

- Når jeg bliver frustreret, falder jeg ned igen ved at lave mad. Og det kan jeg anbefale at gøre. Og hvis du lytter til mit råd, kan du lade dig inspirere af det nye nordiske køkken, som allerede indeholder spiselige sjældenheder som mos, bark og levende myrer, men måske kan du være behjælpelig med at finde en opskrift på lame duck, sagde Løkke til salens store begejstring.

Obamas overmand

Lame duck kan på dansk bedst oversættes til en vingeskudt and, og begrebet dækker over det politiske fænomen, hvor en valgt politiker står til snart at måtte træde tilbage, hvorfor han eller hun kun har begrænset politisk indflydelse.

Løkke fik også understreget, at Obama nok er verdens mægtigste mand, men at han alligevel bliver overstrålet af sin kone.

- Danmark vil - som alle de øvrige nordiske lande, tror jeg - være beæret over at byde en af de mest inspirerende og charmerende personer i USA velkommen. Sammen med hendes mand, naturligvis, lød det med et grin fra Lars Løkke.

Løkke drillede nordmændene

Han benyttede samtidig lejligheden til at lange kærligt ud efter Norge ved at understrege, at de nordiske indbyggere i USA har bidraget til at gøre landet bedre og skønnere.

- Det er Scarlett Johansen, med danske rødder, et levende bevis på. Og svenskerne, finnerne og islændingene har også gjort deres. De har bidraget til genpølen, der har givet jer Julia Roberts, Matt Damon og Uma Thurman. Og nordmændene, nå ja, de har givet jer Karl Rove blandt mange andre ting, sagde den danske statsminister med henvisning til norske Rove, der var en af George W. Bushs tætteste rådgivere.

Lars Løkke Rasmussen slog samtidig fast, at de nordiske lande også i fremtiden vil bidrage positivt til udviklingen i USA.

Yes we can

- Det er rigtigt at sige, at vi har haft en vis indflydelse på USA på mange forskellige måder. Det gode spørgsmål er, om vi nordiske lande fortsat kan bidrage til USA? Og svaret er lige så simpelt, som det er berømt: Yes we can, fastslog den danske regeringsleder, mens salen jublede over hans reference til Obamas slogan under hans første præsidentkampagne.

Bifaldene til Løkke var ifølge den amerikanske avis Washington Post aftenens højeste, og det affødte også straks respons fra Obama.

Han slog senere fast, at han fandt Lars Løkkes tale særdeles sjov ved at annoncere, at Løkke kan optræde som komiker ved Det Hvide Hus' næste korrespondentmiddag, hvor der er tradition for, at præsidenten optræder på slap linje foran journalistkorpset.

Grundtvig fik ros

Der var dog også alvor i talerne fra både Løkke og Obama. Sidstnævnte fremhævede blandt andet, at han muligvis ikke ville have været præsident i dag, hvis det ikke var for blandt andet højskolebevægelsen, der inspirerede amerikanske borgerrettighedsforkæmpere til at sikre bedre forhold for sorte i USA.

Og her var N.F.S. Grundtvig en vigtig foregangsmand, fastslog Obama.

- Han grundlagde idéen om højskolerne, som gjorde uddannelse tilgængelig for flertallet og ikke kun for eliten, forklarede Obama, der måtte slå krøller på tungen for at udtale navnet på den danske præst ordentligt.

Skændes om julemanden

Obama måtte dog også indrømme, at selvom de nordiske lande - set med hans øjne - på mange måder er misundelsesværdigt indrettet, så er der dog også områder, hvor amerikanerne tager sig til hovedet.

- Nogle gange kan de nordiske lande ende i ophedede diskussioner om, hvilket land, der er det lykkeligste. De ender også i diskussioner om, hvem der har de bedste ishockeyspillere, indtil USA stjæler dem. De skændes også om, hvem der har æren af at være julemandens hjemby. Det er alvorlige diskussioner, der finder sted blandt vores nordiske lande, sagde den amerikanske præsident til stor jubel