Togfonden hænger i en tynd tråd: - Det hele afhænger af Dansk Folkeparti

Det er særligt Dansk Folkeparti, der kan være afgørende for Togfonden, som mangler 15,5 milliarder kroner, siger politisk kommentator.

Det ser svært ud for Togfonden, der skal sikre bedre offentlig transport for titusinder af togpassagerer, efter nye beregninger fra Finansministeriet viser, at fonden på grund af faldende oliepriser mangler 15,5 milliarder kroner. 

Det vurderer BT’s politiske kommentator Søs Marie Serup.

- Det hele afhænger af Dansk Folkeparti, som jo er dem, der må forventes at kunne springe i målet, hvis der er nogen, der springer fra den her aftale.

- Vi hører jo fra de øvrige partier, at de vil kæmpe for at holde fast i de investeringsprojekter, der ligger og om nødvendigt forlænge fristen for, hvornår det skal være gennemført. Hvor Dansk Folkeparti tidligere har ytret ønske om file lidt på aftalen, siger hun til TV 2.

Aftale har stor betydning for danskerne

Aftalen om Togfonden blev tilbage i 2014 indgået af Socialdemokraterne, Enhedslisten, De Radikale, SF og Dansk Folkeparti. Regeringspartiet, Venstre, er således ikke med. Ifølge aftalen skal pengene til fonden komme fra beskatning af olien i Nordsøen, og i aftalen er det forudsat, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være 121 dollar. Men olieprisen er faldet drastisk, siden aftalen blev indgået, og i marts valgte Finansministeriet derfor at nedjustere de langsigtede forventninger til olieprisen. 

- Det er jo nogle meget hårde, håndgribelige udgifter, som finansieres med nogle lidt mere variable indtægter, siger Søs Marie Serup.

Den største udgift i Togfonden er den såkaldte timemodel, der skal sikre, at der kun er en times rejsetid mellem København og Odense, Odense og Aarhus og Aarhus og Aalborg. Det vil koste 15 milliarder kroner. Derudover vil aftalepartierne bruge 4,2 milliarder kroner på en togbro over Vejle Fjord. Broen skal være med til at barbere rejsetiden mellem Odense og Aarhus ned. Men i april meddelte Dansk Folkeparti, at partiet er klar til at sløjfe broen, som vil spare rejsende for mellem seks og ni minutter.

Men hvad betyder det, at der er uro om et så stort politisk forlig?

- Det betyder rigtig meget. Det betyder ikke mindst noget for helt almindelige mennesker, som sidder i et hus et eller andet sted, hvor der er planlagt eksempelvis en togbro som ved Vejle Fjord. Der falder huspriserne, og ligeså snart der ligger sådan et projekt på bordet, så indretter markederne sig.

- Det betyder selvfølgelig også noget for store byers planlægning. Blandt andet i Odense, hvor de håber på en letbane. Der er virkelig mange ting i spil her, og derfor er der også mange tunge interesser ude og prøve at påvirke politikerne i den her sammenhæng, siger hun.