Islam-udtalelse får DF-koryfæ til at lange ud efter Thulesen Dahl: Han har dummet sig

16x9
DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix

DF-formanden vil gerne fremme en "europæisk form for islam". Thulesens kendskab til teologi er begrænset, lyder det fra Søren Krarup.

Det hører til sjældenhederne, at intern kritik af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, når mediernes spalter.

Men et interview, som Thulesen Dahl tidligere på året gav til magasinet Ræson, får nu DF-veteranen Søren Krarup til at lange ud efter partiformanden i usædvanligt hårde vendinger.

- Thulesen Dahl er en utrolig dygtig og tiltalende fyr, men hans kendskab til teologi og åndsliv er begrænset. Det er det, han giver udtryk for her. Han har dummet sig, siger Søren Krarup, der sad i Folketinget for partiet fra 2001 til 2011, til TV 2. Krarup er desuden præst, forfatter og en flittig deltager i den offentlige debat om indvandring og islams indflydelse på det danske samfund.

Vil fremme en europæisk islam

Udtalelserne, der har fået Krarup til at kritisere sin partiformand, er at finde i et interview, bragt i marts i bladet Ræson.

- Vi - og jeg - slår meget gerne fast, at vi har religionsfrihed i Danmark - hvis man vil tro på islam, så må man tro på islam. Det afgørende for os er, at det ikke får lov til at ændre det danske samfund, som det har udviklet sig, og som vi ønsker, det skal være. Vi ønsker i virkeligheden at fremme en europæisk form for islam, som der har været talt meget om - hvor man kan tro på islam, uden det kommer i konflikt med folk, der tror på noget andet. Og det er i høj grad en kamp, man må tage inden for islam mellem de moderate og de radikale, lyder det blandt andet fra DF-formanden, der også siger:

- Det, jeg siger, er, at vi har religionsfrihed i Danmark, og selvfølgelig kan man være muslim, uden at det bliver et problem for det danske samfund.

Men med de udtalelser afslører Thulesen Dahl en grundlæggende uvidenhed om islam, mener Søren Krarup.

- Islam er uforeneligt med europæisk kultur, der bygger på kristendommen, siger han og tilføjer endnu engang, at han mener DF-formanden har ”dummet sig”.

Jesper Langballe (tv) og Søren Krarup (th) - begge præster - sad i mange år i Folketinget for DF. Jesper Langballe døde i 2014. Søren Krarup er stadig medlem af partiet.
Jesper Langballe (tv) og Søren Krarup (th) - begge præster - sad i mange år i Folketinget for DF. Jesper Langballe døde i 2014. Søren Krarup er stadig medlem af partiet. Foto: Claus Bjørn Larsen / Scanpix

Men er det dit indtryk, at han sagde noget, han ikke mente – eller at han faktisk mener det, han sagde?

- Han har villet prøve at finde en fredsommelig måde at løse problemet med modsætningen mellem det kristne Europa og islam. Og finder så en måde, som han synes er brugbar. Men det er den altså ikke, for det er en fuldstændig misforståelse af forholdet, siger Søren Krarup.

Synes du generelt, at han håndterer spørgsmålet om forholdet mellem Vesten og islam forkert?

- Jamen han håndterer det for så vidt ikke, for han er enig med os andre i, at det er afgørende nødvendigt, at man får sagt nej til den islamisering af Europa, der finder sted. Og den indvandringspolitik, der fremmer islamiseringen. Der er han fuldstændig enig med os – han har bare udtrykt en lidt tvivlsom opfattelse af islam.

Der er han fuldstændig enig med os – han har bare udtrykt en lidt tvivlsom opfattelse af islam.

Søren Krarup, tidligere folketingsmedlem for DF

- Thulesen er optimist

Ekstra Bladet beskriver fredag, hvordan der også i det nyeste nummer af tidsskriftet Tidehverv, der har tætte bånd til en række centrale DF-skikkelser, er en kras kritik af Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahl ønsker i fredagens udgave af Ekstra Bladet ikke at forholde sig til kritikken, men henviser i stedet til partiets næstformand Søren Espersen. Espersen kalder overfor Ekstra Bladet angrebet i Tidehverv for ”skammeligt” og siger følgende om Søren Krarups kritik:

- Kristian Thulesen Dahl nævner dette i en artikel i Ræson i håbet om, at der er kræfter som Naser Khader og andre fornuftige muslimer, som kan tage kampen op. De har bare ikke den store chance, men det er et håb, som er typisk for Kristians optimisme. Jeg tror ikke, at det har nogen gang på jorden, og det tror Kristian givetvis heller ikke selv.

TV 2 ville gerne have spurgt Søren Espersen, hvad han mener om Krarups vurdering af, at partiformanden har et begrænset kendskab til ”teologi og åndsliv”, men Søren Espersen meddeler TV 2, at han ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.