Frikommune-forsøg fører til religiøs strid mellem Haarder og ateister

Kirkeminister Bertel Haarder anklager ateister for at føre korstog mod Folkekirken. Anders Stjernholm, talsmand for Ateisterne, afviser.

Det er egentlig bare et frikommune-forsøg i København, hvor Folkekirkens monopol på at registrere nyfødte og døde ophæves - ligesom det har været i Sønderjylland i mange år.

Men nu er der opstået voldsom strid om forslaget. Domprovst Anders Gadegaard, Vor Frue Kirke i København, kalder rent ud forsøget "spild af penge", og kirkeminister Bertel Haarder (V) langer i forbindelse med forslaget ud efter ateister, som han beskylder for at føre "korstog mod Folkekirken".

Han forsikrer dog samtidig, at regeringen ikke vil modsætte sig forsøget i København.

- Det med registrering er så ligegyldigt, at hvis der er nogle kommuner, der gerne vil lave det om, så lad dem dog gøre det, siger Bertel Haarder, der langer kraftigt ud efter ateisterne - og peger på, at det også koster Folkekirken penge, hvis ateister skal begraves.

- Jeg forstår dem bare ikke. Ateister skal jo også begraves, og det skulle undre mig, om ikke de skal begraves på vores kirkegårde, siger Bertel Haarder.

Men overfor TV 2 News afviser Anders Stjernholm, talsmand for Ateistisk Selskab, stand-up komiker og folketingskandidat for Alternativet, Bertel Haarders angreb - og han fortæller også, at han ikke skal begraves.

- Nej, jeg skal ikke begraves på en kirkegård. I behøver ikke afsætte nogle kvadratmeter til mig. Jeg skal have spredt min aske i mine forældres have i Fredensborg, siger Anders Stjernholm.

Han kalder Bertel Haarders angreb krigerisk, men indrømmer også, at Ateistisk Selskab, der for nylig i en buskampagne tog afstand fra tro, har Folkekirken som en vigtig modstander.

- Folkekirken tæller 80 procent af alle religiøse i Danmark, så det er klart, det fylder meget, siger Anders Stjernholm.

Han siger også, at han bakker op om Københavns Kommunes forsøg.

- Vi har egentlig ikke talt så meget om det, men vi er glade for, det er lykkedes for Københavns Kommune, siger han.

Anders Stjernholm afviser en påstand fra Bertel Haarder om, at det bare vil blive dyrere, hvis det er andre end Folkekirken, der skal stå for registreringen.

- Vi har jo ikke noget at sammenligne med, så Bertel står bare og gætter, siger Anders Stjernholm.

Men han vil dog være parat til at overveje situationen, hvis det rent fakisk viser sig at være dyrere at lade andre påtage sig opgaven.

- Hvis kommunerne rent faktisk viser sig at være mindre effektive end Folkekirken, vil vi da overveje om det var en idé at give dem opgaven tilbage, siger Anders Stjernholm.

I VIDEOEN HERUNDER KAN DU SE HELE INTERVIEWET MED BERTEL HAARDER