Nu vil SF også gøre hash lovligt

16x9
Pusher Street på Christiania har hidtil været centrum for hashhandlen i København - som nu kan komme til at foregå under mere ordnede forhold, hvis det står til SF. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Hashsalget skal autoriseres, mener partiet, der vil igangsætte en undersøgelse af hvordan det skal ske i praksis.

Hverken brug eller salg af cannabis – også kendt som hash – skal fremover være ulovligt, mener et massivt flertal af de delegerede på SFs landsmøde i Vingsted Centret i Vejle.

- SF ønsker et autoriseret salg af cannabis, samt en undersøgelse af hvordan et sådant salg bedst kan implementeres i praksis. SF ønsker at inddrage erfaringer fra andre lande med henblik på at mindske risikoen for at skabe afhængighed og overdrevent forbrug, hedder det i formuleringen, der blev indstillet til vedtagelse af landsmødets redaktionsudvalg.

- Det er bare et rusmiddel

SF har hidtil ment, at man skulle være mere åben over for brugen af lægeordineret cannabis, men har altså med vedtagelsen gjort sig til talsmand for en endnu mere liberal holdning i spørgsmålet.

Det glæder SFs sundheds- og omsorgsborgmester i København, Ninna Thomsen.                      

- Jeg synes, at det er mærkeligt, at vi på den måde kriminaliserer en stor del af befolkningen, når det i virkeligheden er et rusmiddel, man kan sammenligne med alkohol, siger hun til Ritzau.

Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance går også ind for en legalisering af cannabis.