Reklamer for kampfly vækker undren på gaden

Boeing bruger millioner på reklamer for deres kampfly, selvom befolkningen ikke har noget at sige i den sag.

Med en omfattende reklamekampagne forsøger den amerikanske flyproducent Boeing i disse uger at forklare danskerne, hvorfor netop deres Super Hornet er det bedste valg som Danmarks nye kampfly.

Boeing-annoncerne dukker op både i aviser, i radioen, på hjemmesider og ved busstoppesteder. Men for de danskere, som TV 2 fredag morgen talte med, har kampagnen ikke haft nogen betydning. Mange går slet ikke op i valget af kampfly.

- Vi har jo ikke rigtig nogen indflydelse på det alligevel. Det er da fint, at vi blive oplyst om det, men når vi ikke får valget eller ikke skal stemme om det, så har det ikke så meget at sige, siger Katrine Lauritsen.

Næsten tilsvarende lyder det fra Kristoffer Beck Petersen om Boeing-reklamerne:

- De forsøger at få os til at skabe en mening omkring det, på trods af at der tydeligvis er nogen, der har en meget bedre viden om det, end jeg har. I virkeligheden er det jo ikke mig, der skal beslutte det, siger han.

Hos Gitte Pallesgaard falder reklamerne med kampfly slet ikke i god jord.

- Jeg tænker, at det var da noget mærkeligt noget at reklamere for.  Der er ikke grund til at reklamere for kampfly og for krig, man skulle hellere reklamere for noget fredeligt, siger hun til TV 2.

16x9
Eksempel på en af Boeings helsides avisannoncer. Foto: - / -

Engell: Boeing er ikke tossede

Danmark forventes at ville bruge op mod 30 milliarder på nye kampfly, og regeringen ventes inden længe at træffe deres valg om, hvilket fly de vil satse på. Herefter starter de reelle forhandlinger med producenten.

Flere eksperter har peget på Lockheed Martins F-35 som favoritten, men hverken Airbus eller Boeing har opgivet kampen. Derfor retter Boeings kampagne særligt et angreb mod netop F-35-kampflyet, forklarer politisk kommentator Hans Engell.

- Boeing er ikke mere tossede, end at de godt ved, at det ikke er tilfældige avislæsere, der skal sætte sig ind i et projekt til 30 milliarder. Men de håber på, at for eksempel politikerne og vælgerne stiller spørgsmål om, hvorvidt vi nu kan være sikre på, at det der fly overhovedet kan flyve, at prisen holder, og at der er danske arbejdspladser, siger Hans Engell.

Håber på bredere debat

Selvom reklamerne fra Boeing er rettet mod befolkningen, er der ingen tvivl om, at Forsvarsudvalget lytter til det og også vil stille spørgsmål til regeringen om det, lyder vurderingen.

- Det er ikke fordi, de regner med at Lars Løkke eller nogen af de andre sidder og læser aviser og tænker,’så køber vi Super Hornet’. Men Boeing er ligesom gået i udbrud med den her annonce og håber, at der skabes en bredere folkelig og dermed også politisk debat om, hvilket projekt man skal vælge, siger Hans Engell.

Redaktør Andreas Krog fra nytkampfly.dk har tidligere vurderet over for TV 2, at Boeings kampagne har kostet flyproducenten i omegnen af 10-15 millioner kroner.