Thulesen Dahl: Derfor trak vi støtten til Togfonden

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, forstår ikke kritikken af partiets beslutning om at trække sig fra aftalen om Togfonden.

Borgmestrene er sure. Pendlerne er sure, og forligspartnere undrer sig.

Alt sammen skyldes, at Dansk Folkeparti tirsdag valgte at trække støtten til den såkaldte Togfondens ambitiøse plan om at reducere rejsetiderne mellem de største danske byer ved hjælp af en række milliardinvesteringer på det danske tognet.

Men hos Dansk Folkeparti tager man kritikken med ro, og forsvarer beslutningen om at trække støtten med, at finansieringen af planen er forsvundet med de markant reducerede oliepriser.

- Havde vi vidst, at olieprisen ville falde så dramatisk, som den har gjort de seneste måneder og år, så ville vi ikke have lavet Togfonden, som den ser ud. Den er baseret på en vurdering af, at der kommer nogle penge i kassen, og når der kun er det halve af, hvad vi troede at gøre godt med, så bliver vi nødt til at tage konsekvensen af det, siger Kristian Thulesen Dahl.

Et spørgsmål om rettidig omhu

Med Togfonden var planen at reducere rejsetiden på togstrækningen mellem de fire største byer til maksimalt en time. Det skulle blandt andet gøres ved at etablere en broforbindelse over Vejle Fjord og flere dyre forbedringer af tognettet, der ville gøre togene i stand til at køre hurtigere.

Mens Venstre opfordrer til helt at sløjfe timemodellen, så bliver Dansk Folkepartis kovending modtaget med noget større kritik fra andre forligspartier, der mener Dansk Folkeparti løber fra en aftale. Og både i Aalborg, Aarhus og Odense er borgmestrene også uforstående over, at man nu tilsyneladende må opgive planerne.

Men hos Dansk Folkeparti mener man, at beslutningen udelukkende er et udtryk for økonomisk ansvarlighed.

- De politiske kolleger, som siger, at vi bare skulle tie stille og lade som ingenting, de beder os jo bare om at vade ind i endnu større problemer. Vi vil hellere vise rettidig omhu og få styr på det her, så økonomien stemmer, og vi kun bruger de penge, der kommer ind, siger Kristian Thulesen Dahl.

Begrænser skaderne

Selvom Kristian Thulesen Dahl sammen med resten af Dansk Folkeparti var bevidst om muligheden for, at finansieringen kunne skride, hvis oliepriserne faldt, så mener han ikke, at partiet har udvist dårlig dømmekraft, da man i sin tid stillede sig bag projektet.

- Kunne vi ikke have håndteret det for lang tid siden? Jo, det havde været dejligt. Men man må sige, at hvis man har den holdning, så er det godt, at vi gør det nu og ikke venter til senere, og jeg kan forstå på nogle af kommentarerne, der er kommet, at vi nærmest skulle have tiet stille og ikke have gjort noget, og så havde vi gjort skaden større, siger Kristian Thulesen Dahl.