Efter Løkke: Vælgerne vil helst have Gade

16x9
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og gruppeformand Søren Gade (V). Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Selvom Kristian Jensen er den eneste officielle bejler til formandsposten efter Løkke, foretrækker danskerne en anden.

Nok er Kristian Jensen er næstformand. Men han er ikke vælgernes favorit til at erstatte Lars Løkke Rasmussen som formand i Venstre, den dag han stiller de politiske træsko.

Det er ekstrakten af en interessant måling, som Megafon har begået for TV 2.

Interessant, fordi den til trods for at formandsposten som sagt ikke officielt er ledig, giver et praj om, at næstformanden og eneste officielle bejler til lederskabet ikke nødvendigvis har opbakning blandt danskerne.

På spørgsmålet om, hvem der vil være den bedste leder af Venstre, når Løkke stopper som formand, svarer

30 procent mener, at gruppeformand Søren Gade vil være den bedste efterfølger.

Om målingen

Hvilken af følgende, mener du, vil være den bedste leder af Venstre, når Lars Løkke Rasmussen stopper som formand?

Søren Gade: 30 procent

Kristian Jensen: 16 procent

Inger Støjberg: 15 procent

Søren Pind: 8 procent

En helt anden: 13 procent

Ved ikke: 18 procent

Målingen er gennemført som en kombineret web- og tlf. undersøgelse i perioden 29.-31. marts 2016. 1.128 respondenter har deltaget i undersøgelsen.

Udenrigsminister Kristian Jensen har kun opbakning fra omtrent halvt så mange – 16 procent mener, at han det rigtige valg. Skarpt forfulgt at udlændingeminister Inger Støjberg med 15 pct.

Dødt løb i tidligere måling

Nu er det som bekendt ikke ”danskerne”, der vælger formand i Venstre, men de delegerede på partiets landsmøde. Og hvad tænker de, monstro?

Megafon-målingen giver faktisk mulighed for at se, hvordan V-vælgerne står i spørgsmålet. Den slags er selvsagt bebehæftet med yderligere statistisk usikkerhed end hovedmålingen, og kan derfor kun ses som et interessant fingerpeg:

Blandt målingens 221 V-vælgerne er det 37 procent, som ønsker Gade. Og 19 pct. der ønsker Jensen.

Der er altså tilsyneladende ikke en væsentlig diskrepans mellem ”danskernes” ønsker og V-vælgernes ønsker.  

Da TV 2 forud for Venstres landmøde i november sidste år spurgte partiets byrødder om arvefølgen i en rundspørge, var der dødt løb emellem Jensen og Gade. Begge havde 28.3 procents opbakning. 

Klar til kampvalg

Søren Gade har ikke selv luftet formandsdrømme – han har vekslet mellem tavshed og irritation, når journalisterne har afæsket ham svar.

- Jeg går ikke i seng om aftenen og håber på, at nogen får en sten i hovedet, fordi jeg så kan træde ind på en bane et eller andet sted, sagde Gade til Politiken, da avisen krævede svar på eventuelt kandidatur.

Når spørgsmålet om arvefølgen og Gade og Jensens kandidaturer alligevel er relevant og legitimt, er det naturligvis, fordi Venstres næstformand Kristian Jensen, selv slap formands-gespenstet løs ved at erklære, at han var klar til kampvalg i tiden efter Løkke.

Siden har erhvervsminister Troels Lund Poulsen svaret igen ved at kundgøre overfor Jyllands-Posten, at der skam vil være et felt af kandidater, når den tid bliver aktuel. Med andre ord; arvefølgen ikke er på plads.

Spørgsmålet er, om Søren Gade reelt ønsker at tage kampen formandsskabet efter Løkke – eller blot lader sig benytte som en slags skyggekandidat, uudtalt trussel og stressfaktor for Kristian Jensen.

Lidt i tråd med den rolle, som Gade også spillede under formandsopgøret i kælderen i Odense, hvor hans navn – til trods for at han havde forladt politik og var direktør i landbruget - blev smidt ind i 11.time. Det var sandsynligvis med til at presse Kristian Jensen til fred i stedet for åben krig. Et muligt kandidatur Søren Gade selv senere bekræftede.

Udover spørgsmålet om lyst bærer Søren Gade også stadig rundt på en bagage og en del uafklarede spørgsmål fra Jægerbogssagen og Irak-krigen, som kan belaste en eventuel formand.

Det er en slet skjult hemmelighed, at Løkke-støtterne Søren Gade, Troels Lund Poulsen og energiminister Lars Christian Lilleholt mfl. ikke nære varme følelser for Jensens formandsdrømme.

Skulle Gade vælge ikke at stille op – eller skulle en anden kandidat selv melde sig – er spørgsmålet så, om vedkommende vil kunne slå Jensen.

Støjbergs svar

I Megafon-målingen er der som sagt næsten dødt løb mellem udlændingeminister Inger Støjberg og Kristian Jensen.

Støjberg har hidtil slået et hvert spørgsmål om formandsdrømme hen, men løftede måske en flig af sløret, da hun i december i et interview med Politiken blev spurgt, om hun skal være formand for Venstre:

- Jeg kan ikke se det for mig, svarede hun ved den lejlighed og tilføjede ifølge avisen efter et sekunds kunstpause: - Nu.

Et svar hun senere uddybede overfor TV 2.

Spørgsmålet om timing er afgørende. Hvis Løkke-regeringen falder i efterårets vanskelige forhandlinger ser feltet nok nogenlunde ud, som dagens måling skitserer. Men styrer statsministeren uden om skærene – og vinder han næste valg – kan formandsskiftet fortone sig i fremtidens tåger.

Hvilket i selv kan være en pointe, fordi en kronprins – læs, Jensen – kan blive slidt af en lang periode som eneste officielle bejler. Spørg bare socialdemokraten Fransk Jensen, der blev kendt som partiets evige kronprins og endte med at tabe formandsposten til fordel for den dengang uprøvede Helle Thorning-Schmidt.