Cykeltur fik smidt Vilhelmsen ud af landsledelse

16x9
Vilhelmsen er færdig i SF's landsledelse Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Annette Vilhelmsen er blevet smidt ud af SF's landsledelse.

- Det er min skyld.

Sådan siger næstformanden i SF, Tonni Hansen, efter det er kommet frem, at Annette Vilhelmsen er blevet smidt ud af partiets landsledelse, fordi hun ikke deltog i tre møder i træk.

Efter en turbulent periode som formand ønskede Annette Vilhelmsen orlov og tog på en lang cykeltur gennem Europa.

Hun rådførte sig med Tonni Hansen, som erkender, at han ikke kunne SF’s regler til fingerspidserne. Derfor fik han ikke gjort den tidligere formand opmærksom på, at man ifølge partiets regler ikke måtte udeblive fra tre møder i træk.

- Det er mit ansvar at være opmærksom på det, for som næstformand skal jeg kunne reglerne. Det kunne jeg ikke, og det ramte Annette, og det har jeg beklaget over for hende, siger Tonni Hansen til DR Fyn.

Vilhelmsen bekræfter historien

Hovedpersonen Annette Vilhelmsen bekræfter næstformandens udlægning af, at der er sket en procedurefejl, men ønsker ikke at udtale sig yderligere om sagen.

DR Fyn har haft kontakt til formand for SF’s Pia Olsen Dyhr, men hun har ikke ønsket at udtale sig.

Der er landsmøde i SF om 14 dage, og hverken Tonni Hansen eller Annette Vilhelmsen har søgt om dispensation. Landsledelsen er partiets 'højeste myndighed mellem landsmøderne.'

Også Pernille Vigsø Bagge, tidligere folketingsmedlem for SF, er røget ud af landsledelsen på samme baggrund.

Annette Vilhelmsen blev i november sidste år valgt ind i DGI's hovedbestyrelse.

Godt nytår til alle jer der har fulgt os her på siden. Cykelturen står som årets absolutte højdepunkt. Ja, der er dage...

Posted by Annette Vilhelmsen on Thursday, December 31, 2015