Politisk flertal vil tage statsborgerskabet fra radikale imamer

Dansk Folkeparti vil have mulighed for at tage statsborgerskabet fra imamer og andre, der prædiker mod danske værdier. S og K støtter forslaget.

Radikale imamer og andre, der prædiker mod mod grundlæggende danske værdier, bør kunne miste deres danske statsborgerskab.

Det foreslår Dansk Folkeparti nu ifølge Berlingske.

Partiet vil medbringe forslaget til de drøftelser om antiradikalisering, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har indkaldt Folketingets partiledere til efter påske.

- Det, vi har været vidne til de seneste par uger, som I jo har afdækket på glimrende vis på TV 2 (i dokumentaren Moskeerne bag Sløret red.) viser med al tydelighed, at vi har givet statsborgerskab til nogle mennesker, som dybest set ikke fortjener det, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen.

Fortjener ikke statsborgerskab

Både Socialdemokraterne og De Konservative støtter forslaget om at kunne fjerne statsborgerskabet i særlige tilfælde.

Venstre er åben over for ’alle typer forslag’ i drøftelserne.

- Jeg synes personligt, det lyder som en rigtig god idé, fordi man skal slå hårdest muligt ned på disse miljøer. Der er ikke bare tale om forskruede gamle imamer, siger Venstres integrationsordfører Marcus Knuth til Berlingske. 

Grelle afsløringer

Hos Dansk Folkeparti efterlyser man helt konkret et opgør med Folketingets praksis med at tildele statsborgerskab i puljer.

Derudover vil man have muligheden for at fjerne statsborgerskabet fra de imamer, der i særlig alvorlig grad har ytret sig mod danske værdier.

Det gælder eksempelvis de imamer, der har medvirket i TV 2-dokumentaren "Moskeerne bag Sløret".

- Det, der har været fremme, har været så grelt, at der kan man godt tillade sig at tage statsborgerskabet fra vedkommende, siger Martin Henriksen. 

Strider mod sædeligheden

Han understreger, at mange af de ting, som TV 2s dokumentar har afdækket, er i direkte strid med Grundloven, og derfor mener han, at man sagtens kan forsvare at indføre særlige regler for imamer og andre, der prædiker mod danske værdier. 

- Vi har religionsfrihed og trosfrihed i Danmark, så længe man ikke praktiserer sin tro på en sådan måde, at det forstyrrer den offentlige orden eller strider mod sædeligheden, og når man underviser i, at utroskab skal give stening, og man rådgiver kvinder til, at de ikke må gå fra deres mand, hvis han har udsat dem for fysisk vold, jamen så strider det efter Dansk Folkepartis mening mod sædeligheden, og det forstyrrer faktisk også den offentlige orden, siger Martin Henriksen.