Joachim B. Olsen lægger sig fladt ned: En fejl at kritisere Anker i dag

Mens Danmark mindedes den tidligere statsminister Anker Jørgensens død, valgte Joachim B. Olsen at rette en kritik. Han indrømmer nu, det var en fejl.

Mens adskillige politikere søndag har markeret den tidligere statsminister og socialdemokratiske formand Anker Jørgensens død med mindeord og varme tanker på de sociale medier, så valgte Liberal Alliances erhvervsordfører Joachim B. Olsen at kommentere den 93-åriges dødsfald på en noget mere kryptisk måde. 

Søndag aften skrev han følgende tekst på sin Facebook-væg: 

- Now I know what a statesman is. He's a dead politician. We need more politicians, som på dansk kan oversættes til: "Nu ved hvad en statsmand er. Det er en død politiker. Vi har brug for flere politikere".

Joachim B. Olsen har siden slettet indlægget, men det florerer stadig på de sociale medier, hvor blandt andre Socialdemokraternes Peter Hummelgaard har kommenteret det.

Joachim B. Olsen forklarer citatet over for TV 2. 

- Når nogen er en statsmand, så er det fordi, det er en stor politiker, og det er der mange, der bliver, især når de dør, og så har vi en tendens til at ophøje dem, siger Joachim B. Olsen, der dog godt kan se, at indlægget var upassende. 

- Det er måske forståeligt, men jeg synes måske bare, at når man er statsminister, så har man et stort ansvar, og Anker var ikke nogen stor succes som statsminister, og det mener socialdemokraterne heller ikke i dag, og det var også derfor, de ændrede kurs efter ham, siger han. 

Joachim B. Olsens kommentar er i øvrigt en fejlagtig gengivelse af et citat af den prisvindende radiovært Bob Edwards, der retteligt sagde; Now I know what a statesman is. He's a dead politician. We need more statesmen. 

Ikke rette tidspunkt

Selvom Joachim B. Olsen erkender, at han er trådt over stregen, så understreger han samtidig, at der skal være plads til at rette en kritik mod politikere - også på deres dødsdag. 

- På sådan en dag skal der være plads til at sige sådan nogle ting. Men han var jo ekstremt folkekær og enormt sympatisk, hvilket er en kæmpe styrke som politiker – at man kan tale til folkets hjerter, men politik skal også bedømmes på de konsekvenser deres politik har medført, siger Joachim B. Olsen.

Men synes du, at dagen i dag er den rette til at fokusere på de ting, som Anker Jørgensen ikke lykkedes med?

- Nej, det er det nok ikke, og det er også derfor jeg har slettet opslaget, og det er ikke det, dagen i dag skal handle om. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg undrede mig bare over, at man mange har haft en så ukritisk tilgang til hans eftermæle, siger Joachim B. Olsen. 

Lægger sig fladt ned

Mange af dem, der har mindet Anker Jørgensen har jo været tidligere partifæller og kolleger. Det kan vel ikke komme bag på dig, at de hylder manden?

- Selvfølgelig fortjener han at blive mindet, og jeg erkender også, at det var svære tider, han regerede landet i. Jeg kan godt se nu, at det var en fejl, så jeg lægger mig fladt ned - måske for første gang nogensinde, siger Joachim B. Olsen.

Nu har du så haft lidt tid til at tænke over, hvad der vil være det passende at sige. Hvad skal det så være?

- Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg kun husker ham fra min barndom for gode ting. Han virkede ekstremt sympatisk, når han var på, og han havde en aura og virkede meget hjertevarm. Det er en stor kvalitet for en politiker, og det fortjener han at blive mindet for, siger Joachim B. Olsen. 

Efter TV 2 har talt med Joachim B. Olsen har han sent søndag aften skrevet et nyt indlæg på sin Facebook-profil, hvor han igen beklager sin tidligere kommentar.

LA-leder: En ægte socialdemokrat

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen har tidligere kommenteret Anker Jørgensens død på sin Twitter-profil. 

Han anerkender den tidligere statsminister for at føre Danmark igennem en svær periode.