Regeringen stemmer for SF-forslag: Politifolk kan bruge veteran-centre

16x9
Lisbeth Bech Poulsen. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

Socialdemokraterne undlod at stemme, da SF-forslag om adgang til Forsvarets veterancentre for politifolk udsendt til konfliktområder, blev vedtaget.

- En sjælden ros til regeringspartiet: de stemte for vores forslag om politiveteraner. Sjældent set - men god stil. Tak.

Sådan skriver SF's retsordfører Lisbeth Bech Poulsen i et tweet efter regeringspartiet Venstre torsdag stemte for et beslutningsforslag fra SF om at politifolk, der bliver udsendt i international tjeneste i konfikltomåder, skal have adgang til forsvarets veterancentre.

Alle partier undtagen Socialdemokraterne, der undlod at stemme, stemte for forslaget.

- Nu er det op til regeringen at fremsætte et lovforslag, og det regner vi med de gør nu, siger Lisbeth Bech Poulsen til TV 2.

Hun havde gerne set en bred løsning, der både omfattede udsendt sundhedspersonale - og også politifolk, som pådrager sig psykiske skader under tjeneste i Danmark.

- Min bedstefar var politimand, og jeg havde gerne set, at politifolk, som jo oplever barske ting i tjenesten, kunne få hjælp. Jeg havde også gerne set en løsning, hvor sundhedspersonale, der har været udsendt,  var omfattet, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Men for at sikre den brede opbakning til beslutningsforslaget, har SF også indført en sætning i beslutningsforslaget, hvor det hedder at de udsendte politifolk "i relevant omfang" får adgang til at benytte sig af Forsvarets veterancenter på lige vilkår med veteraner fra Forsvaret.

- Efter vi havde førstebehandlet forslaget, kunne jeg høre, der kunne skabes bred opbakning til sådan et beslutningsforslag, siger Lisbeth Bech Poulsen.