Søren Gade om Kristian Jensens formandssnak: - Det er træls

- Vi har en statsminister og nøglerne til statsministeriet, og det tror jeg, vi skal bruge vores tid på, lyder opfordringen fra V-gruppeformand.

Diskussionen om formandsposten i Venstre, som udenrigsminister Kristian Jensen nu har sparket nyt liv i, er træls for partiet.

Sådan lyder meldingen fra partiets gruppeformand Søren Gade nu.

- Det er træls, sagt på jysk. Vi har en formand og statsminister, og ham er vi glade for. Og så har vi en næstformand, som gerne vil være formand på et tidspunkt og det er ikke overraskende, siger han til TV 2.

Hvorfor er den debat træls?

- Det er den jo fordi vi nu står her og taler om det en gang mere. Og det er sådan, at vi har en statsminister og nøglerne til statsministeriet, og det tror jeg, er det vi skal bruge vores tid på.

Så den slags meldinger giver internt fnidder?

- Den giver i hvert fald anledning til mange spørgsmål, det er vel derfor, du stopper mig nu.

Den øverste skammel

Søndag bragte Jyllands-Posten et interview med Kristian Jensen, der i dag er partiets næstformand. Her sagde han blandt andet:

- Hvis man ikke kan lide kampvalg, skal man holde sig ude af politik. Sådan er det bare.

Jensen slog også fast, at det var hans mål "at træde op på den øverste skammel".  

Overfor TV 2 understregede Kristian Jensen efterfølgende, at der skam ikke var noget nyt i den melding:

- Det er jo en holdning, jeg har sagt igennem længere tid. Så det var overraskende for mig, at det var en nyhed, sagde han.

Der er ellers ikke mere end to år siden, at Kristian Jensen afstod fra at kræve et kampvalg om formandsposten i Venstre i forbindelse med Løkkes meget omtalte tøj- og bilagssag. Her endte Løkke og Kristian Jensen i stedet med at blive enige om at fortsætte som formand og næstformand.