Kristian Jensen om formands-melding: Det har jeg ment længe

Kristian Jensen har længe været klar til et kampvalg om formandsposten i Venstre, siger han til TV 2

- Det er jo en holdning, jeg har sagt igennem længere tid. Så det var overraskende for mig, at det var en nyhed.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Kristian Jensen (V), da TV 2 spørger ind til hans udtalelser om hans formandsambitioner, der havnede på forsiden af Jyllands-Posten i weekenden. Her gav den nuværende næstformand udtryk for, at han gerne ville tage over som Venstre-formand efter Lars Løkke Rasmussen. Og at han er parat til at tage et muligt kampvalg om posten.

- Hvis man ikke kan lide kampvalg, skal man holde sig ude af politik. Sådan er det bare, sagde Kristian Jensen til Jyllands-Posten, og fortalte samtidig, at det var hans mål "at træde op på den øverste skammel".

Afstod fra kampvalg i 2014

Der er ellers ikke mere end to år siden, at Kristian Jensen afstod fra at kræve et kampvalg om formandsposten i Venstre i forbindelse med Løkkes meget omtalte tøj- og bilagssag. Her endte Løkke og Kristian Jensen i stedet med at blive enige om at fortsætte som formand og næstformand.

- I 2014 lavede vi en rigtig god aftale i forhold tli, hvordan vi fik Venstre videre. Vi er kommet i regering nu, og det er lykkedes os at gennemføre en masse gode ting, siger Kristian Jensen til TV 2. Han fortsætter:

- Lars har stået i spidsen for en regering, der har gennemført en lang række af de ting, vi gik til valg på. Udflytning af statslige arbejdspladser, lavere beskatning af generationsskifte, sænkning af afgifter på produktionsvirksomheder, og vi har skabt flere tusinde jobs, siden vi overtog regeringsmagten. Så vi har fået det, vi gerne ville, siger Kristian Jensen.

Opsigsvækkende kandidatur

Ifølge politisk analytiker og redaktionschef på Børsen, Rasmus Emborg er det opsigtsvækkende, at Kristian Jensen nu offentligt melder sit kandidatur til formandsposten. Det sagde han søndag til TV 2:

- Jeg synes, det sender signalet om, at der internt i Venstre er en heftig diskussion om, hvem der skal afløse Løkke, og jeg synes også, det sender et signal om, at Kristian Jensen bestemt ikke er sikker om, at det bliver ham, sagde Rasmus Emborg.

Du kan se Rasmus Emborg kommentere på et kommende formandsvalg i Venstre i videoen herunder.