DF-ordfører håber på Trump: Jeg får kvalme af den politiske korrekthed

16x9
Donald Trump holder sejrstale efter Super Tuesday, hvor han vandt i en række delstater. Meget tyder på, at han bliver Republikanernes præsidentkandidat ved valget i november. Foto: SCOTT AUDETTE / Scanpix Denmark

- Hvis jeg skulle pege på den bedste, må det blive ham, siger DF-ordfører om Donald Trump, der er med i kampen om at blive USAs næste præsident.

En lang række danske politikere har den seneste tid haft travlt med at tage afstand fra den kontroversielle amerikanske forretningsmand Donald Trump, der lige nu ser ud til at blive det republikanske partis kandidat ved det amerikanske præsidentvalg i november.

Trump er ”utilregnelig”, ”skræmmende”, ”farlig” og ”forrykt” har det lydt fra politikere fra både rød og blå blok.

Men Trump har også en støtte blandt de 179 folkevalgte på Christiansborg. Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth håber, at Trump kan kalde sig USAs præsident efter valget.

- Jeg synes, man skal prøve at se bort fra hans facon, og se på, hvad det er, manden rent faktisk siger, siger han og fortsætter:

- Det, som er kendetegnende for hans politik, er jo at han vil have et stærkt USA. Et USA, hvor man begrænser indvandringen. Og et USA, hvor man har en større social sammenhørighed end i dag – altså for eksempel når han argumenterer for skattelettelser til de mindre velbjergede, men ikke til de rigeste. På den måde synes jeg egentlig, at den politik, han plæderer for, er tættere på det, jeg synes er fornuftigt, end det de andre kandidater siger.

- Vær ikke bange

Tirsdag var såkaldt ”Super Tuesday” i USA, hvor vælgere i en række delstater stemte om, hvilken kandidat, de ønsker skal repræsentere deres parti ved præsidentvalget i november. Trump vandt størstedelen af staterne hos Republikanerne, og ifølge iagttagere tyder meget nu på, at valget i november kommer til at stå mellem Demokraternes Hillary Clinton og Donald Trump. Og her vil Trump være at foretrække, både når det kommer til amerikansk indenrigspolitik og USAs ageren på verdensscenen, lyder vurderingen fra Kenneth Kristensen Berth.

- Jeg synes, at det som i høj grad må være afgørende, er hvilken udenrigspolitik en præsident vil føre, siger DF-ordføreren.

- Trump vil være en præsident, der i høj grad koncentrerer sig om kerneopgaverne på den udenrigspolitiske scene: At sikre frihed, sikre amerikanske interesser og sikre amerikanernes alliancepartnere. Han vil ikke kaste sig ud i store ideologiske projekter. Og derfor tror jeg ikke, man skal være så bange. Må jeg minde om, at da Reagan (Ronald Reagan, præsident fra 1981-1989) blev valgt, var der nøjagtig den samme skepsis. Svend Auken snakkede om en ”skydegal cowboy”. Men han viste sig jo at være en ret god præsident, der for eksempel fik sat en effektiv stopper for Sovjetunionen.

Kvalme af politisk korrekthed

Trump er i løbet af valgkampen blevet voldsomt kritiseret – både i USA og i resten af verden – for blandt andet at have kaldt mexicanere for ”voldtægtsforbrydere” og for at foreslå, at muslimer skal nægtes indrejse i USA.

Justitsminister Søren Pind (V) har i et debatindlæg i Jyllands-Posten for nyligt beskrevet Trump som en kandidat, ”der med mindelser om fascistisk pøbelbegejstring fejer al modstand til side på ryggen af slet skjult racisme, kvindeforagt, foragt for retsstaten og tilpassede synspunkter til den enkelte situation”

- Det er jo den der politiske korrekthed, som Søren Pind også i stigende omfang er blevet eksponent for, lyder det fra Kenneth Kristensen Berth, da TV 2 læser Pinds karakteristik af Trump højt.

- Og den er jeg ved at få kvalme af. Der har den gode Trump altså en pointe: Den politiske korrekthed er det, der forhindrer, at vi som politikere gør det, der er nødvendigt. Vi er bundet op af alle mulige konventioner, internationale aftaler og politisk korrekte menneskers udlægning af jura og god moral. I stedet for at gøre det, der er fornuftigt, sætter vi en ramme for os selv, som gør, at vi i virkeligheden ikke rigtigt kan agere.

Trump taler det sprog, som almindelige folk kan forstå

Kenneth Kristensen Berth (DF)

Men lad os så være konkrete: Han vil bygge en mur langs grænsen til Mexico, og han vil nægte muslimer indrejse i USA. Er det forslag, som du mener har gang på jord?

- Ja, det har det i høj grad. Her er vi igen ude i en situation, hvor politikere taler politikersprog, og Trump taler det sprog, som almindelige folk kan forstå. I forhold til at formene muslimer adgang til USA: Det, manden mener, er, at han vil se på visumadgangen til USA. En politiker ville sige ’vi må se på, hvilke lande, der har adgang til visumfrihed’, men her siger Trump bare, at vi skal formene muslimer adgang. Hvis vi ser på det med muren, så er den sådan set allerede ved at blive opført. Men der er en desperation over, at grænsen på store strækninger stadig er pivåben. Der er en massiv tilstrømning af illegale mexicanere, som konkurrerer med amerikanerne om jobs. Og dér siger han, at han gerne vil sørge for, at der kommer færre ind. Det har klangbund i USA, ligesom det har klangbund i Danmark, når vi siger, at vi bliver nødt til at have styr på, hvem der kommer ind i vores land, siger Kenneth Kristensen Berth.

Amerikanske stemmer
Amerikanere fra hele landet har sendt os deres syn på valget, politikerne og fremtiden.