Støjberg: Alle midler skal i brug mod Grimhøj

Imam i Grimhøjmoskeen opfordrer til at slå børn - Integrationsministeren vil tage alle midler i brug for at komme de sådanne holdninger til livs.

- Jeg mener, at vi skal tage alle midler i brug i forhold til denne her moské.

Sådan siger integrationsminister Inger Støjberg (V), efter TV 2 mandag kan afsløre, at forældre i moskeen på Grimhøjvej i Aarhus bliver instrueret i, hvordan de skal slå deres børn, hvis de ikke beder til Allah.

- Der er så meget skidt omkring Grimhøjmoskeen, og det har vi set i flere år. Selvfølgelig så jeg helst, at vi kunne få moskeen og holdningerne væk. De hører ikke til i Danmark. Sagen er bare, at hvis vi jævner moskeen med jorden, så vil El Saadi, Abu Bilal og hvad de hedder alle sammen stadig være her, siger Inger Støjberg til TV 2.

Integrationsministeren har nu bedt myndighederne om at kigge imamernes opholdsgrundlag for at være i Danmark igennem. Hun tror dog ikke, at der er noget at komme efter.

- Jeg har overhovedet ingen fine fornemmelser, men vi skal holde os inden for grundloven og grundlovens rammer. Og så handler det også om at støtte de mange tusinde moderater muslimer i Danmark, som bare dyrker deres tro, som mange andre danskere dyrker kristendommen, siger Inger Støjberg.

Slå børn, der ikke beder

TV 2 kan ved brug af skjult kamera dokumentere, hvordan en imam fra København, der er på besøg i Grimhøjmoskeen, detaljeret forklarer, hvordan man skal slå sine børn i opdragelsesmæssig sammenhæng.

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (red. at bede). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år, siger imamen på de skjulte optagelser.

De nye afsløringer kommer efter TV 2 søndag fortalte, at imam Abu Bilal i Grimhøjmoskeen underviser i, hvordan de islamiske regler foreskriver, at man stener og pisker en muslim, der dyrker sex uden for ægteskabet.

DF: Mere handling, tak!

Selvom Inger Støjberg fortæller, at hun vil "tage alle midler i brug" mod moskeen på Grimhøjvej i Aarhus, kræver Dansk Folkeparti mere reaktion. På Facebook skriver partiets formand, Kristian Thulesen-Dahl, blandt andet, at ministerens ord ikke har "ændret noget som helst," og at det er på tide, at der "for alvor skrides ind".

Integrationsminister Inger Støjberg bruger helt berettiget barske udtryk om Grimhøjmoskeen efter TV2's afsløringer....

Posted by Kristian Thulesen Dahl on Monday, February 29, 2016

Og Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, mener, at TV 2s nyeste afsløring om imamen, der opfordrer forældre til at slå deres børn, sætter en stor, fed streg under, at moskeen skal lukkes.

- Grimhøjmoskeen har leveret det ene eksempel efter det andet på, at de går langt over de grænser, der er for det danske samfund, siger han til TV 2.

Utroværdige optagelser

I Grimhøjmoskeen mener formandi Oussama El-Saadi, at budskabet er forkert. Han mener ikke, at det er en god idé at slå sine børn. El-Saadi benægter dog ikke, at ordene kan være faldet i Grimhøjmoskeen.

- Profeten Muhammad har sagt det engang, så det kan være derfor han (red. gæsteimamen) snakker om det, siger han til TV 2.

TV 2's optagelser er utroværdige, fordi de ikke viser hele situationen, mener El-Saadi.

Første afsnit af programserien 'Moskeerne bag sløret' sendes tirsdag d. 1. marts klokken 20.50 på TV 2.