Ny minister kaldt i samråd efter få minutter

16x9
Enhedslisten smeder hurtigt - den nye miljø- og fødevareminister skal allerede i samråd. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Støvet havde endnu ikke lagt sig efter udpegelsen af regeringens to nye ministre, før Enhedslisten kalder den nye miljø- og fødevareminister i samråd.

Knap havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) offentliggjort, at Esben Lunde Larsen (V) fremadrettet skal stå i spidsen for Miljø- og Fødevareministeriet, før Enhedslisten er parat til at gøre livet hedt for Eva Kjer Hansens (V) afløser.

Den brede offentlighed havde kun haft kendskab til Esben Lunde Larsens nye titel i omkring syv minutter, da venstrefløjspartiet kaldte ham i samråd om den landbrugspakke, der blev hans forgængers banemand.

- Den her sag handler ikke om personer, men om at få de rigtige tal bag landbrugspakken frem. Det nægtede Eva Kjer, og derfor måtte hun gå. Men det frikender ikke den nye minister, der selvfølgelig skal lægge de rigtige tal frem som noget af det allerførste. Derfor kalder jeg nu Esben Lunde Larsen i samråd om landbrugspakken, forklarer miljøordfører Maria Reumert Gjerding (EL) i en pressemeddelelse.

Skal balancere miljø og erhvervshensyn

Esben Lunde Larsen har hidtil været videnskabsminister. Men efter opgøret mellem statsministeren og de Konservative, der endte med at koste Eva Kjer Hansen hendes ministerpost, skal han altså fremover være ny minister for miljø- og fødevarer. Det bliver dermed op til Lunde Larsen at finde den balance mellem miljøet på den ene side og hensynet til landbruget på den anden, som rød blok mener, tippede for meget til erhvervets side under Eva Kjer Hansen.

Og der er fortsat brug for at tale miljøets sag, fastslår Maria Reumert Gjerding:

- Vi er absolut ikke færdige med den her sag. Vi ved stadig ikke, hvor meget ekstra forurening landbrugspakken kommer til at betyde for vores natur og vores drikkevand. Samtidig er det meget muligt, at pakken er decideret ulovlig i forhold til EU-retten. Det skal vi selvfølgelig til bunds i, forklarer hun.

Løkkegaard afløser i Bruxelles

Posten som uddannelses- og forskningsminister bliver overtaget af Ulla Tørnæs, der hidtil har siddet i Europa-Parlamentet for Venstre. Hun afløses til gengæld af Morten Løkkegaard (V) på posten i Bruxelles.

Tørnæs var på forhånd blevet spået muligheden for at blive hentet hjem.

Morten Løkkegaards ledige taburet i Folketinget bliver til gengæld overtaget af Jakob Engel-Schmidt (V), der tidligere har siddet i Folketinget frem til folketingsvalget i 2015.