Lunde bliver ny miljø- og fødevareminister - og Tørnæs ny uddannelsesminister

Løkke laver mini-rokade: Videnskabsministeren erstattes af partiets eneste medlem af Europa-Parlamentet Ulla Tørnæs.

Spekulationerne om hvem der afløser Eva Kjer Hansen som miljø- og fødevareminister er på alles læber mandag. Og nu er den udløst.

Statsministeren vil klokken 13 køre til Prins Joachim på Amalienborg for at præsentere den hidtidige forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen som ny miljø- og fødevareminister, mens Ulla Tørnæs bliver ny forsknings- og uddannelsesminister. Hun er i øjeblikket medlem af Europa-Parlamentet, men hentes altså nu hjem fra Bruxelles.

Når det bliver Prins Joachim, der tager imod statsministeren og den nye miljø- og fødevareminister skyldes det, at både Dronning Margrethe og Kronprins Frederik er bortrejst. 

Ud på eftermiddagen ventes det, at der skal være overdragelsesforretning i Miljø- og Fødevareministeriet, hvor Eva Kjer Hansen tager afsked med medarbejderne og byder velkommen til Esben Lunde Larsen. Samtidig udveksler de to politikere gaver.

Langballe: Et svært ministerium

Det bliver anden gang siden regeringsdannelsen i juni sidste år, at Lars Løkke Rasmussen foretager en udskiftning på ministerholdet. Den første var i september sidste år, da Carl Holst trak sig som forsvarsminister efter tumulten om hans brug af en kommunikationsmedarbejder i Region Syddanmark til sin personlige valgkamp. Dengang blev der plads til Peter Christensen på ministerholdet.

Ifølge TV 2s politiske redaktør Anders Langballe venter der den nye minister en stor opgave. Det er ikke noget nemt ministerium, fordi landbrug og miljø i høj grad er hinandens modsætninger. Den balance skal en ny minister kunne håndtere.

- Den nye minister skal være en, der kender og forstår landbruget. Man har ikke brug for flere slagsmål med den grønne del af ministeriet. Man skal samtidig kunne tilfredsstille erhvervet. Men man må ikke være alt for kynisk og skræmme alt for meget væk på den grønne side, vurderer Anders Langballe.

I videoen øverst i artiklen kan du få et hurtigt overblik over den sidste uges intense politiske drama.