Debattør i debat om omstridt moske: Vi lukker jo heller ikke Christiansborg

Dansk Folkeparti og Konservative ønsker Grimhøjmoskeen lukket. Dumt, lyder det fra den muslimske debattør Mohammed Sabah.

TV 2 kunne søndag afsløre, at imam Abu Bilal prædiker om drab på kvinder, der dyrker sex uden for ægteskabet, i moskeen på Grimhøjvej i Aarhus. Imamen underviser en studiekreds i sharia-lovens regler for stening og piskning, viser skjulte optagelser fra TV 2-dokumentaren ’Moskéen bag Sløret’.

Optagelserne har fået både Dansk Folkeparti og De Konservative til at kræve Grimhøjmoskeen lukket, men det er ”fuldstændig skrupskørt”, mener Mohammed Sabah, der er debattør og tidligere talsmand for moskeen.

- Jeg går jo heller ikke ud og siger, at jeg vil have Christiansborg lukket, fordi jeg er uenig med det, der bliver prædiket. Om det så er fra en moskés talerstol eller Christianborgs talerstol, siger han til TV 2 under en debat med Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen.

Ifølge Mohammed Sabah, der ikke udtaler sig på vegne af Grimhøjmoskeen, er stening af kvinder og mænd, der har sex uden for ægteskabet, en grundlæggende del af islam.

"Man må tilpasse sin tro"

Ifølge Dansk Folkeparti er det et godt eksempel på, hvorfor integrationen aldrig vil fungere for nogle muslimer.

- Det er uforeneligt med det danske værdigrundlag. Man må tilpasse sin tro til det danske samfund. Der er grænser for, hvad man må tro på, siger Martin Henriksen til TV 2.

Han håber, at politikerne på Christiansborg vil være med til at lukke moskeen på Grimhøjvej og sætte en stopper for ”reelt samfundsundergravende arbejde”.

- Man har religions- og trodsfrihed, så længe det ikke strider mod de værdier, som vi betragter som gældende i det danske samfund, siger integrationsordføreren.

Men Martin Henriksen er nedladende, lyder det fra Mohammed Sabah.

- Virkelig, virkelig nedladende. Ikke kun over for Grimhøj, men for alle muslimer i verden, siger han.

Se første afsnit af programserien ’Moskeerne bag sløret’, der sendes tirsdag 1. marts klokken 20.50 på TV 2.